Firefox 4 Beta 1
Firefox 4 er allerede ude i tredje beta-version, og den endelige fuldbårne Firefox 4 ventes at være klar inden årets udgang. Klik for større billede.
Den kommende version 4 af browseren Firefox vil løbende installere sikkerhedsopdateringer uden at spørge brugerne om lov.

Præcis som rivalen Chrome gør det, planlægger Mozilla at introducere automatiske opdateringer, som 'bare' installeres, uden at brugerne nødvendigvis opdager det, endsige giver lov til det.

I modsætning til Chrome vil det dog været muligt for Firefox-brugere at slå faciliteten fra.

Faciliteten, der ikke har fået den store opmærksomhed, bliver til at begynde med kun tilgængelig for Windows-brugere. Firefox 4 er allerede ude i tredje beta-version, og den endelige fuldbårne Firefox 4 ventes at være klar inden årets udgang.

- Vi vil kun bruge dialogboksen (hvor brugerne kan sige ja eller nej tak, red.) til opdateringer, der er væsentlige som at gå fra version 4 til 4.5 eller 5. Desværre kan brugerne stadig se status-bjælken for opdateringen, sagde Mozilla-udvikleren Faaborg for nylig i en besked på Mozillas udviklerforum mozilla.dev.apps.firefox.

Google har gjort det længe
Google har siden introduktionen af browseren Chrome i september 2008 holdt brugerne ude af alt, hvad der har med opdateringer at gøre. "Det er sikrest for brugerne," hævder Google.

Ifølge undersøgelsen 'Why Silent Updates Boost Security' kører 97 procent af Chromes brugere de seneste versioner af browseren, inden der er gået 21 dage, siden den blev frigivet. Til sammenligning er tallet for Firefox-brugere 85 procent og for brugere af browseren Safari bare 53 procent.

En af årsagerne til introduktionen af de automatiske opdateringer er ifølge udviklerne Faaborg og Robert Strong, at mange brugere klager over, at Firefox opdateres for ofte, og at de tit ikke kan se forskel alligevel.

Mozilla er i øvrigt ikke den eneste producent, der leger med tanken om automatiske opdateringer. Også Adobe har tilføjet 'opdatering i det skjulte' for Reader og Acrobat. Brugerne skal selv slå faciliteten til, og Adobe har ifølge pcworld.com ingen planer om helt at fjerne brugerne fra opdateringsligningen.