Data nuller tal information highway
Supercomputer skal stoppe potentielle mordere, før de begår drab. Klik for større foto.
I science fiction-filmen Minority Report fra 2002 står chief John Anderton spillet af Tom Cruise i spidsen for en politienhed, der ved hjælp af tre genetisk modificerede menneskers evner til at se ind i fremtiden kan forudsige, hvornår der vil ske et mord og slå til, før drabet finder sted.

Selv om filmens handling er sat til året 2054, ser det ud til, at virkeligheden indhenter fantasien i den amerikanske stat Pennsylvania.

Her har man nemlig meget dårlig erfaring med omkring 1,3 procent af de indsatte, der kommer for tidligt på prøveløsladelse og begår ny hård kriminalitet som eksempelvis mord.

Nu vil fængselsvæsenet i Pennsylvania sætte en stopklods for den udvikling med en 1,3 millioner kroner dyr supercomputer, der i næste måned vil blive fodret med statistiske oplysninger og data om de indsatte for at forhindre, at de går ud og slår andre ihjel eller selv bliver dræbt.

Det skriver The Morning Call.

Sier de onde fra
Systemet har blandt andet tidligere været brugt i Pennsylvanias største by, Philidelphia, med succes.

Derfor sætter staten sin lid til, at manden bag supercomputeren, professor i kriminologi og statistik Richard Berk fra Pennsylvanias Universitet, ved hjælp af data omkring de indsatte på forhånd kan udpege minimum 80 procent potentielt kommende mordere blandt statens fanger.

Dermed skal computersystemet i høj grad være med til at afgøre, om en fange kan prøveløslades, inden hele strafferammen er udfyldt.

- Systemet kan forudsige hvilke indsatte, der vil dræbe igen. Med flere års data kan jeg adskille de virkelig onde blandt de løsladte fra de fanger, som sandsynligvis ikke vil gå ud og begå ny kriminalitet, siger Richard Berk til The Morning Call.

Statistik-oprustning i Danmark
Specialkonsulent Bo Kielstrup fra Kriminalforsorgen i Danmark oplyser til Computerworld.dk, at man på vore hjemlige breddegrader ikke benytter supercomputere til beslutninger om at sende fanger ud i friheden før tid eller lade dem afsone hele deres straf bag lås og slå.

Alligevel har Kriminalforsorgen i 2010 erstattet brugen af Rigspolitiets statistikker til fordel for udarbejdelsen af sine egne forudsigelsesmodeller til hjælp ved en risikovurdering af sandsynligheden for fangernes tilbagefald til kriminalitet.

- Vi ser blandt andet på alder, køn, tidligere straf og form for kriminalitet for at se på, hvor sandsynligt det er, at de begår kriminalitet igen, forklarer Bo Kielstrup.

Han nævner, at eksempelvis unge mænd, der tidligere er straffet for indbrudstyveri, ifølge statistikkerne har en stor sandsynlighed for at blive dømt for forbrydelse igen.

Bo Kielstrup understreger dog, at Kriminalforsorgen ikke har statistiske profiler over de enkelte indsatte, ligesom prøveløsladelserne ikke er automatiserede i forhold til statistikkerne, men derimod bliver beslutninger om prøveløsladelse foretaget ud fra en helhedsvurdering af den enkelte fange.