Nu kan man vælge mellem enten Microsoft Office til Hjemmet og Studiet 2010, Microsoft Office til Hjemmet og Firmaet 2010, Microsoft Office Professional 2010 eller en neddroslet, gratis version af Microsoft Word og Excel.
Tilbuddet gælder for alle nye computere, der produceres af fabrikanter, som har en aftale med Microsoft om at præinstallere Microsoft Office fra fabrikken.
Den gratis udgave hedder Microsoft Office Starter Edition, og den er kun tilgængelig, hvis du køber en ny computer med Microsoft Office præinstalleret. Den er ikke mulig at anskaffe på anden måde.
Husk: Se også den gode og gratis kontorpakke Open Office
Skulle du få lyst til at opgradere Office Starter til den fulde version, så er det ret nemt. Yderst til højre på Startside-fanen finder du en Køb-knap, der automatisk guider dig videre til Microsofts online-butik, hvor du kan købe et såkaldt produktnøglekort til en af de tre fulde Office-versioner, der ligger præinstalleret sammen med Office Starter Edition.
Skånsomt neddroslet
At der er tale om neddroslede versioner i Microsoft Office Starter 2010, som den særlige gratis-version hedder, betyder i praksis, at avancerede funktioner som Registrer ændringer i Word og Pivottabeler i Excel er fjernet.
Begge er funktioner, man måske nok kan leve uden i privaten, men til større dokumenter end breve og til regneark, der skal bruges til mere end bare simple beregninger, kan de slet ikke undværes.
Overordnet set synes Office Starter at være en meget skånsom neddrosling af Word, da både stave- og grammatikkontrol, ordtæller, WordArt-teksteffekter og muligheden for at indsætte tabeller i dokumenterne følger med.
Det samme gør alle diagramtyperne og regnearksfunktionerne i Excel og muligheden for at anvende betinget formatering og formatere hele eller dele af regnearket som en tabel.
Så længe det er almindelig brevskrivning og husholdningsbudgettet, der skal klares, kan du sagtens benytte Microsoft Office Starter Edition.
Men så snart du skal lave noget lidt mere avanceret eller de lidt ældre skolesøgende børn, gymnasieelever, studerende og eventuelle uddannede akademikere i husstanden skal til at skrive større tekster eller opbygge mere krævende regneark, vil de hurtigt løbe ind i problemer.
Eksempelvis er Gennemse-fanen væk i Word, hvorfor det hverken er muligt at bruge Spor-ændringer, bygge indholdsfortegnelser eller indarbejde et noteapparat i dokumentet.
Anvender du dokumenter eller regneark med makroer i, eller har du behov for at bygge egne makroer, må du også til lommerne og købe en af de større versioner.
På samme måde er der ingen Pivottabel-funktion i Excel, så mere avanceret behandling af store talsæt er umulig i Microsoft Office Starter Edition.
En del vil sikkert også irriteres over, at Vis-fanen mangler i Starter Edition, så der ikke er adgang til den særlige Fuldskærmslæsning-visning. Men du kan stadig skifte mellem de øvrige visninger ved hjælp af Visninger-knapperne nederst til højre i Statuslinjen, ligesom du kan ændre forstørrelsen på indholdet i dokumentvinduet.
Det værste er næsten, at hverken PowerPoint eller Microsofts seneste påhit, OneNote, er med i Office Starter Edition. Begge er programmer, som også oftest anvendes i det private i hvert fald for PowerPoints vedkommende. De kan naturligvis tilgås via de gratis Office Web Apps på Facebook, men det er ikke helt det samme som den ægte vare.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print