På enkelte kameraer sidder en såkaldt hotshoe, og på den kan mikrofoner tilsluttes. Problemet er bare, at mikrofonerne ikke må være alt for aflange, ellers kommer de med på billedet. Det behøver man ikke frygte med Double Decker Backbone, selv om du benytter en voldsom stor og professionel mikrofon.
Med SignVideo XLR-pro, der kan forbindes til Double Decker Backbone, får du mulighed for at tilkoble professionelle mikrofoner via XLR-porte, selv om dit kamera kun har indgange til jack-stik. Det giver også mulighed for at justere lydniveauet.
Bliv semipro med det samme
Alternativet er at købe et dyrere kamera, der allerede har en hotshoe, hvor der kan tilkobles eksterne mikrofoner eksempelvis et Sony HVR-1AE, der koster omkring 18.500 kroner og også er af en forholdsvis beskeden størrelse. Det giver også mulighed for at justere lydniveauerne individuelt. Til gengæld må du nøjes med HD-optagelser på bånd og ikke på harddisk.
Selv for vores anmelder, der er uofficiel Sjællandsmester i at følge brugsanvisninger til Ikea-møbler, tog det tid at få monteret HD-kameraet på Double Decker Backbone korrekt inklusive mikrofoner.
Vi brugte HD-kameraet JVC Everio GZ-HD6, der blev monteret på den nederste skinne (se billede til højre). Under skinnen fik vi koblet en SignVideo XLR-pro på, som vi forbandt til kameraet.
Den gør det muligt at koble professionelle mikrofoner med XLR-stik til kameraet. Vi tilsluttede en mikrofon af typen NTG-2 fra producenten Røde. Da SignVideo XLR-pro har to XLR-indgange, kunne der faktisk kobles yderligere en mikrofon til eller eventuelt en microport (trådløs mikrofon).
Klar til optagelse
Samlet sneg vægten sig op på 1.875 gram. Det er en sjat, men træhåndtaget betyder, at du kan holde kameraet med to hænder, som kan deles om vægten. Højrehånd betjener kameraet som normalt, mens venstre holder om træhåndtaget.
På vores model havde håndtaget dog en tendens til ikke at sidde helt fast, selv om vi havde spændt det hårdt. Det var ikke decideret ustabilt, men gav sig en smule ubalance, indtil vi vænnede os til det.
Ikke overraskende gav den professionelle mikrofon langt bedre lyd end den indbyggede på kameraet. Vi lavede flere prøveoptagelser med den indbyggede mikrofon, hvor det var tydeligt at høre vindstøj og knirkende lyde fra hånden, der betjente kameraet, eksempelvis ved at zoome ind eller ud. Ved at lave samme manøvre med den eksterne mikrofon, var lyden nu i top.
Væk var vindstøj, og der var ingen irriterende baggrundslarm, når kameraet blev betjent. Naturligvis er den eksterne mikrofon professionel, men vi var alligevel imponeret over, hvor stor forskel der var på lyden.
Via boksen SignVideo XLR-pro kunne vi desuden justere lyden, hvis vi ikke var helt tilfredse. Det var med til at gøre lyden endnu mere uovertruffen.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print