Plus:
+ Lækkert design, god størrelse, meget lav vægt
+ Proppet med funktionalitet
+ Ultraskarp skærm

Minus:
- Meget sløv med Windows Vista
- Pointing Stick svær at vænne sig til
- Meget høj opløsning til lille skærm
- Dyr i forhold til ydelsen

Pris: Fra 1.200 dollar (6.800 kroner). Kan eksempelvis købes i Storbritannien fra 850 pund (6.900 kroner).

Karakter 3/6
Sony Vaio P VGN-P588E-3.jpg
Klik for større billede.
Da Sony lancerede Vaio P på CES-messen tilbage i januar, gjorde firmaet meget ud af ikke at kalde maskinen for en netbook.

I stedet skal den betragtes som en ganske almindelig ultrabærbar, eller livsstils computer.

Og jo, den er da også ganske livsstilet. Den otte tommer store LED-skærm i ultrabredformat giver maskinen et aflangt look, og da den blot vejer 625 gram og har en tykkelse på 20 millimeter, så passer den i selv de mindste tasker.

Byggekvaliteten er i top, designet ligeledes, og vi får endda tre-fire forskellige farver at vælge imellem.

Men et kig på hardwaren indeni afslører, at Vaio P har rigtig meget tilfælles med horderne af billige netbooks, der har oversvømmet markedet det sidste års tid.

Hjertet er en Intel Atom-processor, der tikker af sted med beskedne 1,33 gigahertz i vores USA-version. Den akkompagneres af to gigabyte hukommelse og et integreret Intel-grafikkort i den helt lette ende.

Den billigste version af Vaio P kommer med en 60 gigabyte harddisk, men vores model er udrustet med en mere tidssvarende 64 gigabyte Solid State Disk.

At afstemme forventningerne
Sådanne specifikationer sætter fra start af et forholdsvist lavt forventningsniveau, men vi forsøgte alligevel at bruge maskinen til ganske almindeligt brug. Det betyder, at Firefox er åbent med en god håndfuld tabs, Outlook og Word kører i baggrunden, og iTunes afspiller et remix af musiksamlingen. Glem alt om at rode med billeder i Photoshop eller redigere video i Adobe Premiere. Det er alt for brutale opgaver.

Med en god portion tålmodighed, så klarer Vaio P faktisk ovenstående opgave i et ganske acceptabelt tempo. Den medfølgende installation af Windows Vista kørte faktisk ganske rimeligt, og selvom der er tydelige pauser, når du eksempelvis skifter mellem programmer og loader tunge websider, så er det ikke noget, der direkte ødelægger brugsoplevelsen.

Vores eksemplar af Vaio P var lidt over et minut om at boote Vista, men vi fik først lov til rent faktisk at bruge maskinen (ingen roterende cirkel) efter cirka to minutters ventetid.