asus eee pc
Asus Eee 700 var ikke tænkt som en entusiastmaskine, men til middelklassen i Indien og Kina. Vores model blev købt i Taiwan via eBay i december 2007 - bemærk den fine juledug. Klik for større billede.
asus eee pc
Opløsningen i den originale Eee PC var blot 800 x 480 pixels. Den kunne lige vise det mest relevante på en hjemmeside. Afløseren Eee 900 havde dog en opløsning på 1.024 pixels i bredden - og en skærm på ni tommer. Klik for større billede.
Newton genemskuede tyngdeloven, da et æble faldt ned i hoved på ham. William Herschel underviste i musik om dagen, byggede nogle af samtidens bedste teleskoper om natten og endte med at opdage planeten Uranus i 1781.

Myterne om det ensomme geni, som pludseligt gennemskuer tingenes rette sammenhæng, er populære.

Men de er oftest bare myter. Historien om Newton og æblet optræder da også først efter hans død.

Og mens Herschel uomtvisteligt både var en god musiker og endte som en af datidens førende astronomer - så skrev han samtidig længere afhandlinger om, hvordan månens kratere var konstrueret af månens indbyggere, for at reflektere sollyset ind i deres underjordiske boliger.

Det er her storsællerten netbooks kommer ind. De små, billige og lette computere, der har vendt op og ned på bærbarmarkedet. Og ikke mindst på mange forbrugeres opfattelse af hvad en bærbar computer egentligt er.

For ifølge Wired-journalist Clive Thompson var det ikke et pludseligt klarsyn, som inspirerede Asus' topchef Jerry Shen til at skabe en helt ny type bærbar computer.

Det var i stedet One Laptop Per Child initiativer. 100 dollar computeren, som skulle give børn i udviklingslandene adgang til basal it. Alt Asus, som tjener mange af sine penge på at lave produkter for andre store mærkevarer, ville var at skabe en lidt større, lidt mere anvendelig og lidt dyrere bærbar computer. Til middelklassen i Kina eller Indien.

Derfor var opskriften også simpel: En ældre Celeron-processor på 900 megahertz, en skærm på blot syv tommer med en opløsning på 800 x 480 pixels og et flash-baseret SSD-drev på blot fire gigabyte. Alt samen drevet af en tilpasset udgave af Linux kaldet Xandros. Og tilsammen udstyr der - ved lanceringen i 2007 - allerede havde været forældet i flere år.

Overraskelsen breder sig
Derfor må overraskelsen på direktionsgangen hos Asus havde været så meget desto større. For første sending af de knapt et kilo tunge computere røg ikke til Shenzhen eller Bangalore. Den blev, ifølge Clive Thompson, i løbet af få måneder solgt til entusiaster i Europa og USA. For nok var Eee 700, som den første model hed, langsom - men den var samtidig ideel som bærbar nummer to. Og billig nok til at give de fleste vestlige forbrugere adgang til den. Faktisk blev succesen så stor, at Asus i flere omgange manglede batterier, processorer, skærme og andre centrale komponenter.

Eventuel skepsis forsvandt også hurtigt hos konkurrenterne - og særligt HP og Acer var hurtige til at følge op på fænomenet med deres egne maskiner kaldet HP 2133 og Acer Aspire One. Og hvor de første modeller i Eee-serien var udstyret med bedagede Celeron-processorer, gik chipgiganten Intel til stålet og kunne i april 2008 lancere Intel Atom-processoren. En processor der maksimalt bruger fire watt, fylder det samme som en fingernegl og anvendes i stort set samtlige netbooks i dag.