Vil du gerne have rigtig stor datasikkerhed og høje overførselshastigheder på din næste netværksharddisk? Og vil du gerne betale prisen for det?

Så skulle du måske kigge nærmere på det nyeste NAS-drev
(Network Attached Storage, også kaldet netværksharddisk) fra Synology, DiskStation DS1010+.

Tricket med NAS-drevet, der understøtter hele fem interne harddiske, er, at du kan få forbedret fejltolerance, uden at lagerkapaciteten rasler i bund.

I modsætning til den glimrende Qnap TS-459 Pro, der er begrænset til fire interne harddiske, kan dine diske med DS1010+ desuden konfigureres som RAID 5+spare og RAID 6.

Læs mere om RAID i vores Q&A om NAS-drev.

Fordelen ved RAID5+spare er, at NAS-drevet automatisk påbegynder genopretning på den såkaldte spare-disk, hvis en harddisk står af.

Du er derfor væsentligt hurtigere oppe at køre igen, hvis uheldet banker på din dør.

Hvis du vil have den optimale fejltolerance, skal du vælge RAID 6, for så kan du trække på smilebåndet, selv hvis to harddiske ufrivilligt må lade livet.

Næsten 15.000 gigabyte
Hvis du satser på tidens mest velvoksne harddiske på tre terabyte, kan du i teorien smække helt op til 15 terabyte lagerplads i Synologys mastodont.

I forbindelse med testen holdt vi os til fem 3,5-tommer test-diske på hver to terabyte, som vi konfigurerede i en RAID 5-opsætning.

Efter endt installation og konfiguration, der i øvrigt forløb nemt og smertefrit, var resultatet, at vi havde et gigantisk netværksdrev på omkring syv terabyte foran os.

Det lyder måske vanvittigt for almindelige brugere, men hvis du har en stor husstand med mange computere, eller hvis du bare er bidt af en digital videoentusiast med smag for HD-kvalitet, kan man som bekendt aldrig få plads nok.