Philips BDP3000
Plus og minus

  • Billig
  • Kvik og velfungerende
  • Kan opdateres

  • HDMI-kabel medfølger ikke
  • Ingen fancy funktioner
  • Ikke high-end kvalitet.

Philips BDP3000

Mål: 227 x 58 x 435 mm

Vægt: Tre kilo

I pakken: Afspiller, fjernbetjening, AV-kabel (analogt)

Strømforbrug: 25 W (standby: 0,5 W)
Karakter:
 
 
 
 
 
 

Udlånt af Philips


Philips Blu-ray BDP-3000.jpg
Med afrundet metalkabinet og et minimum af knapper på den blanke front virker afspilleren ikke spor billig. Klik for større billede.
Philips Blu-ray BDP-3000 fjernbejening.jpg
Fjernbetjeningen er mere tynd i plasten, men knapperne sidder fornuftigt, og de vigtigste er belagt med et blødt og skridsikkert materiale. Klik for større billede.
Med fladskærmen blev danskerne HD-parate, men paratheden er ved at gå over i utålmodighed.

Der skal jo HD på HD-skærmen. Og her rækker det ikke med 'DR HD' og en håndfuld kostbare betalingskanaler, der for en stor dels vedkommende sender opskaleret 'snyde-HD'.

Den oplagte løsning er en Blu-ray-afspiller, som, i modsætning til tv-stationerne, leverer ægte HD (1080p).

Og så kan man jo selv vælge sine yndlingsfilm - i stedet for tilfældige programmer om skiløbere og skovhuggere.

Blu-ray er vejen frem, hvis du virkelig vil fyre op under din fladskærm.

Den gode nyhed er, at du i dag kan købe en udmærket afspiller for under 1.000 kroner.

En af de første modeller, der brød den magiske prisgrænse, er Philips BDP3000, som vi her har på testbænken.

Vejledende pris er 1.699 kroner, men den ses jævnligt til lige under tusind kroner. Ikke kun på nettet - men også i de store elektronik-kæder og supermarkeder.

Nydeligt design
Med afrundet metalkabinet og et minimum af knapper på den blanke front virker afspilleren ikke spor billig.

Fjernbetjeningen er mere tynd i plasten, men knapperne sidder fornuftigt, og de vigtigste er belagt med et blødt og skridsikkert materiale.

På bagsiden finder vi, hvad man kan forlange af udgange: HDMI, komponent, composite og stereo.

Desværre gentager Philips branchens klassiske synd: I stedet for at vedlægge et HDMI-kabel, har de lagt et forældet AV-kabel i kassen.

Denne praksis er skyld i, at masser af digitale afspillere rundt om i de små hjem er tilkoblet analogt, så hr. og fru Jensen sidder tilbage med et skrækkeligt billede på deres dyrt indkøbte fladskærm.

Kære producenter: Hvis I er for fedtede til at smide det rigtige kabel i kassen, så spar os i det mindste for det forkerte!

Kvik og kompetent
De første Blu-ray-afspillere var ikke bare dyre - de var også ualmindeligt sløve. Nogle gange måtte man vente op mod to minutter, før afspilleren havde tygget færdig på skiven, så filmen kunne begynde.

Denne Philips-model klarer opgaven på 20 sekunder - målt fra man tænder apparatet med skiven i skuffen, til introen spiller.

Det er bestemt til at leve med - og omtrent dobbelt så hurtigt som PlayStation 3 (hvor afspilningen ikke starter automatisk).

Dvd'er indlæses lige så hurtigt som med en almindelig dvd-afspiller, altså uden mærkbar forsinkelse.

Det er let at finde rundt i de danske skærmmenuer, og ikonerne er store og entydige. Manualen er noget nær overflødig, og det må jo være idealet inden for design af brugerflader.