Sommertid er lig med oplevelser, og vil du sikre, at oplevelserne ikke er glemt til efteråret, kan et videokamera være en rigtig god måde at indfange oplevelserne, så de kan ses igen og igen.
Samtidig er det med tiden blevet muligt at få videokameraer, der optager i HD-kvalitet til ganske overkommelige priser.
På den måde kan du blæse dine videoklip direkte op på tv'et derhjemme i høj opløsning.
Vi har set på tre små videokameraer til omkring 3.000 kroner fra tre forskellige producenter.
De tre videokameraer kan alle optage i HD-kvalitet, de har en touchskærm, hvor du kan se, hvad du optager, afspille optagelser og rode ved videokameraernes indstillinger.
Kan også bruges til foto
Alle tre modeller kan også tage almindelige still-billeder, hvis det skulle blive nødvendigt. På den måde har du en smart kombi, hvis du skal på ferie og både vil tage billeder og optage video. Og du kan endda tage billeder, mens der filmes.
De tre kameraer har også allesammen indbygget elektronisk billedstabilisering, der skal minimere rystede billeder, når du for eksempel går, mens du optager.
Genkendelse af ansigter, så de kan stå skarpt i billedet, er ligeledes noget, de tre modeller byder på.
Samtidig er der dog også en del, du ikke får i denne prisklasse.
De små sensorer, der sidder i disse modeller, klarer ikke så mange detaljer som dyrere modeller, og de skal have mere lys for at lave god video.
Derudover er der heller ikke på nogen af modellerne mulighed for tilslutning af en ekstern mikrofon, og du er altså efterladt med den indbyggede frontmikrofon i kameraerne.
På de næste sider kan du læse, hvad de enkelte videokameraer har at byde på.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print