Xbox 360 har fem år på bagen og burde dermed være pensionsmoden, men Microsoft har ved gentagne lejligheder slået fast, at der er mindst fem år mere i platformen.
Vi fik derfor ikke en ny Xbox at se i år, men som forventet lancerede Microsoft en fysisk mindre version af 360'eren.
Designet er mere i tråd med den nuværende teknologiæstetik, der er blevet indbygget trådløst netværk (802.11n), og så lovede Don Mattrick, der er Senior Vice President for Xbox 360, i forbindelse med Microsofts pressebriefing, at konsollen bliver lydløs.
Der verserede forud for årets E3 også rygter om en Wii HD, så Nintendo grafisk kunne være et bedre match til de HD-fladskærme, der siden Wiis lancering i 2006 for alvor er slået igennem.
Dengang skød Shigeru Miyamoto, der blandt andet har stået fadder til Mario, HD-grafik ned med en kommentar om, at der var tilstrækkeligt med HD-fjernsyn på markedet, og at grafik i så høj en opløsning blot ville tage opmærksomhed fra selve spillene.
Wii HD viste sig at være en digital and. Det ville også have lignet Nintendo rigtig dårligt at smide ny hardware på markedet blot for hardwarens egen skyld.
Mantraet på Nintendos pressebriefinger har altid været - og var det også igen i år - at det er de gode spiloplevelser, der er målet for alle anstrengelser - og Wii klarer sig stadig fint med en opløsning på kun 480p.
Hos Sony betegnes PlayStation 3 som en fremtidssikret konsol, og der er heller ikke her udsigt til en ny generation lige foreløbig.
Som Brian Fleming, der er en af medstifterne af spilstudiet Sucker Punch Productions og skaberne af actionspillet Infamous, kunne fortælle, så formår de stadig at opdage nye muligheder i hardwaren og hive ekstra hestekræfter ud af systemet, selvom de har godt fem års erfaring med at udvikle til PlayStation 3.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print