Ligesom Linksys' model er D-Link DIR-657 født uden strittende antenner, og routeren er også kun et par centimeter høj.

Til gengæld har D-Link blinkende lamper på fronten, og især logoet for internet - illustreret af en globus - er voldsomt aktivt. Det blinker konstant, når der er netforbindelse, og kan være distraherende, hvis DIR-657 står fremme. 

På bagsiden er routeren udstyret med fire porte til kablet netværk, og der er også blevet plads til USB-port.

Den kan bruges til at koble en printer eller en USB-harddisk til netværket. Routeren har også en SD-kortlæser på fronten, som ligeledes kan bruges til at få eksempelvis billeder delt mellem flere computere. 

Mens Linksys' model var nem at sætte op, blev vi en smule mere udfordret af D-Link DIR-657. Installationsprocessen forløb over 10 skridt, og vi blev tvunget til at sætte flueben i flere bokse undervejs, blandt andet denne "Du skal bruge brugernavnet og adgangskoden til din internetudbyder for at kunne gennemføre konfigurationen".

Hvis vi ikke satte hak, kunne vi ikke komme videre. 

Under opsætningen af routeren med Fullrate blev vi efterfølgende på intet tidspunkt spurgt til brugernavn og adgangskode til internetudbyderen.

Det var ikke just pædagogisk.

Det samme kan siges om andre skridt i installationsprocessen, hvor vi fik at vide, at vi skulle vente på, at en af lamperne på fronten skiftede farve fra gul til blå.

Det tog lang tid, og vi fik ingen indikator på, hvor lang tid det ville tage, eller om installationsprocessen var gået kold.

Med en god portion tålmodighed kom vi dog i mål - sådan da. 

For da det trådløse netværk var oppe at køre, ville vi prøve at fodre D-Link DIR-657 med både et SD-kort og en USB-nøgle.

Men så viste sig, at vi skulle installere yderligere software.
Det fremgik ikke af manualen, og vi søgte hjælp i en af D-Links YouTube-videoer, som forklarede, at vi skulle installere softwaren SharePort Plus.

Men så virkede det også, og det var muligt at dele filer fra SD-kort og USB-nøgle via det trådløse netværk. Ganske smart, hvis du i forvejen ikke har investeret i en netværksharddisk, en såkaldt NAS

De hårde tal
Når det gælder hastighed og rækkevidde, underpræsterer D-Link DIR-657 i forhold til modellen fra Linksys.

Vi foretog nøjagtig samme opsætning, hvor routeren igen blev placeret på første sal i huset. 

Til at begynde med fulgte D-Link godt med Linksys, og vi fik en downloadhastighed på 15 mbit/s, når vi havde den bærbare på kontoret og i stuen. 

Tog vi computeren med på terrassen, faldt hastigheden til 5,5 mbit/s, mens den ikke kunne få signal i haven - modsat Linksys' model. 

Vi forsøgte også at overføre en 1,1 gigabyte MP4-videofil fra en stationær til vores bærbare computer, og det tog via det trådløse netværk 3:53 minutter.

Det er 43 sekunder dårligere end samme måling med Linksys' trådløse router E2500.

Kort sagt fungerer routeren fint på kort afstand, mens den udfordres på lang afstand, og den har ikke samme høje hastighedsoverførsel som Linksys. 

Når det gælder strømforbrug, bruger den 4,7 watt, og det svarer til en udgift på omkring 90 kroner, hvis du har den tændt alle dage i et helt år.

Det er omkring 20 kroner mindre end Linksys' model.