creative d80 farver.jpg
Højttaleren fås i fire farver. Den ene er helt sort, og de tre sidste har hvidt kabinet med en blå, grøn eller pink beklædning. Klik for større foto.
creative d80 forside.JPG
På forsiden finder du tilslutningsstik til mp3-afspillere, lydstyrkeknapper og knap til Bluetooth-parring. Klik for større foto.
creative d80 bagside.JPG
Helt trådløs er Creative D80 ikke. Bagpå finder du tænd/sluk-knap og strømstik. Klik for større foto.
Anmeldelse: Creative D80 er en fiks lille højttaler, der afspiller musik trådløst fra din mobil, tablet eller bærbare via Bluetooth.

Kassen reklamerer med, at dimsen er "pure wireless", men det er dog ikke helt sandt. Der er ingen batterier i, så du skal sætte D80 til en stikkontakt.

I skrivende stund koster Creative D80 lige omkring 300 kroner på nettet inklusiv fragt, men hvad får du så for det relativt lille beløb?

Nem tilslutning
Det er nemt at sætte eksempelvis din telefon til højttaleren. Du trykker på en knap, og så kan du finde højttaleren fra Bluetooth-menuen på telefonen.

Når de to ting først er parret én gang, kan du tilslutte til D80 uden at skulle røre noget på højttaleren, hvis den altså står tændt.

Det er derfor fristende at lade højttaleren stående tændt altid, hvilket nok også er Creatives plan, da sluk-knappen er gemt væk på bagsiden.

Vi har målt strømforbruget, og hvis højttaleren bare står standby og er klar til tilslutning, vil den koste dig knap en halvtredser om året på elregningen, hvis du aldrig slukker den.

Lyder overraskende godt
Den lave pris giver ikke forhåbninger til den helt store lydoplevelse, men vi blev faktisk positivt overrasket.

Lyden er behagelig og ikke præget af overdreven diskant eller mangelfuld bas, som du ofte hører fra billige højttalere.

I hvert fald så længe, at du ikke skruer helt op for lyden. Du kan ikke spille en fest op med D80, men som en højttaler til køkkenet eller arbejdsværelset er den ganske fornuftig.

Uden håndjern
Da Creative D80 bruger Bluetooth, kan du slutte langt det meste til den. Stort set alle mobiltelefoner og tablets og mange bærbare pc'er har nemlig denne trådløse teknologi, der også bruges til eksempelvis headsets.

Derfor er Bluetooth et bedre valg end eksempelvis Apples AirPlay, der også lader dig afspille trådløst - men kun fra iPhone, iPad og andre Apple-produkter.

Bluetooth-produkter som Creative D80 virker perfekt til æbleprodukterne, men du slipper for at smide dine ting ud, hvis du engang vil skifte din iPhone til en anden telefon.

Højttaleren har også et helt almindeligt minijack-stik, så du kan tilslutte en mp3-afspiller uden Bluetooth. Gør du det, virker lydstyrkeknapperne på højttaleren ikke, opdagede vi. Det er dog ikke det store problem, da du i stedet kan skrue op og ned på mp3-afspilleren i stedet.