SamsungSeries9-03.jpg
Flotte kurver og tynd som knækbrød. Det er Samsungs bud på en ultrabook anno 2012. Klik for større foto.
Samsung Series 9 NP900X3C-A01SE Udvalgte specifikationer:

Styresystem: Windows 7 Home Premium

Processor: Core i5, 1,7 Ghz

Skærm: 13,3 tommer

Skærmopløsning: 1600 gange 900 pixel

Harddisk: 128 gigabyte SSD

Hukommelse: fire gigabyte

Grafik: Intel HD Graphic 4000

Vægt: 1,1 kilo

Størrelse: 313,8 gange 218,5 gange 12,9 millimeter
SamsungSeries9-02.jpg
Samsung Series 9 er en virkelig flot designet bærbar, som man ikke skal være flov over at hive op af computertasken...
SamsungSeries9-01.jpg
... altså medmindre du har glemt at fjerne fingeraftryk fra den. Den suger dog ikke så mange fingeraftryk til sig som forrige generation eller eksempelvis HP Envy 14 Spectre. Klik for større foto.
SamsungSeries9-04.jpg
Maskinen er udstyret med basale tilslutningsmuligheder som blandt andet USB og Micro HDMI.
Anmeldelse: Samsung var en af de første producenter til at skabe en rigtig sexet Windows-bærbar med Series 9

Den var bestemt ikke fejlfri og sugede blandt andet fingeraftryk til sig som en støvsuger.

Nu er sydkoreanerne klar med en ny topmodel i Series 9, og den er forbedret på en lang, lang række punkter.

Samtidig er konkurrencen dog blevet skærpet, og enhver bærbarproducent med respekt for sig selv har produceret en ultrabook, en af de superflade følgesvende.

Derfor er Samsung Series 9 med det kedelige modelnavn NP900X3C-A01SE ikke unik, men computeren er alligevel en lækkerbisken.

Designet er superslankt, og der er tilføjet en fræk sølvkurve langs siderne, som er med til at understrege pc'ens meget slanke profil.

Modsat mange af sine sølvfarvede aluminiumsfætre har Samsung valgt en mørkegrå uniform til Series 9.

Desværre har den mørke farve det problem, at fingeraftryk lidt for nemt bliver siddende på den sandblæste overflade.

Det er på ingen måde lige så slemt som den forrige Series 9-model eller på HP Envy 14 Spectre for den sags skyld, men du skal regne med at tørre computeren af med jævne mellemrum.

Udmærket skærmopløsning
Modellen er udstyret med en 13,3 tommer skærm, men det er også muligt at smide et par tusindkronesedler mere og få en 15 tommer version med flere ram og hurtigere processor. 

Skærmopløsningen er 1.600 gange 900 pixel på Samsung NP900X3C-A01SE, og det er dermed mere end konkurrenten Acer Aspire S5 med 1.366 gange 768 pixel, men mindre end Asus Zenbook Prime UX31A med 1.920 gange 1.080 pixel.

Zenbookens høje opløsning er dog ikke for alle, og de fleste vil være udmærket tilfredse med den opløsning, som Samsungs maskine byder på.

Skærmen er i øvrigt fin, og farverne er flotte, når der er skruet godt op for skærmstyrken.

Selve skærmen er i øvrigt mat, hvilket betyder, at refleksioner fra lyskilder som lamper eller sollys ikke er så generende som på modeller med glossy-skærme.

Crapware på dyr maskine
Ligesom mange af konkurrenterne er Samsung Series 9 udstyret med en Core i5 processor, fire gigabyte ram og en 128 gigabyte SSD.

Der er dog allerede brugt en del plads, og 500 megabyte er (mis)brugt på WildTangent Games, der er en række småspil, som er ret ligegyldige og spild af kostbar plads.

På billige Samsung-bærbare kan det måske retfærdiggøres at udstyre dem med denne form for crapware for at holde prisen nede, men det hører ikke hjemme på en topmodel, der koster 10.000 kroner.

Naturligvis kan spillene slettes, men de burde slet ikke have været der i første omgang på så dyr en maskine.

Samsung-modellen på 15 tommer til 12.000 kroner er i øvrigt også udstyret med WildTangent Games, der blandt andet byder på tåbelig traktorkørsel med John Deere Drive Green.

Meningen er at lokke penge op af lommen på folk for at købe fulde og reklamefri versioner af spillene. For pokker, Samsung. Det klæder dig sgu ikke.