Vil du godt have klippet kablet til dit netværk? Vi anmelder fem forskellige 802.11ac-routere. Læs mere her.
Det er stadig den samme firmware, som den dag producenten sendte produkterne på markedet.
På den anden side kan Buffalo WZR-D1800H AirStation 1750 Gigabit Dual Band Router fås i Danmark til cirka 1.200 kroner og ligger således i samme prisklasse som Belkins AC 1200 DB, der har færre funktioner og dårligere ydelse.
Buffalos router understøtter tre strømme i både 2,4 gigahertz- og 5 GHz-frekvensbåndet, hvorimod Belkins kun understøtter to i hvert bånd. Herudover har Buffalo haft en mediebro i handlen siden lanceringen af routeren, hvorimod Belkin udstyrer anmeldere som mig med udviklerudgaver og firmware i beta-versioner.
WZR-D1800H inkluderer en konfigurerbar stander, så man kan orientere routeren både vandret og lodret. (Når routeren ligger ned, sørger standeren for, at der er luft under routeren, for at modvirke at den overopheder.) Der følger dog ingen dele med til at montere routeren på væggen.
Buffalo har kun givet WZR-D1800H en enkelt USB-port, så der kan enten tilsluttes en netværksdelt printer eller lagerenhed, men altså ikke begge dele på samme tid.
Jeg forsøgte ikke at tilslutte en printer og det var ikke muligt for mig at teste ydelsen ved network-attached storage (NAS), da routerens firmware kun understøtter drev, der er formateret med filsystemerne FAT32 eller XFS.
Drev med høje kapaciteter såsom den My Passport USB-harddisk på 500 GB fra Western Digital, som jeg har brugt til at benchmarke routerne, er fra fabrikkens side formateret med NTFS, og jeg har ikke tænkt mig at omformatere den bare for at kunne tilslutte den en router. Undskyld Buffalo, men det er simpelthen en forsømmelse.
Beslutningen om ikke at give mulighed for gæstenetværk hverken på 2,4 GHz eller 5 GHz er endnu mere tumpet.
På den anden side indeholder WZR-D1800H en DLNA-certificeret medie-server, en Samba-filserver og en integreret BitTorrent-klient, der kan downloade torrents uden behov for at have en tændt pc tilsluttet netværket (såfremt man da har tilsluttet en USB-lagerenhed formateret i FAT32 eller XFS).
Fra fabrikkens side er routeren indstillet til at køre en enkelt kanal på 20 megahertz i 2,4 GHz-frekvensbåndet, men der var ingen problemer i indstillingerne med at forbinde to kanaler for at få 40 MHz båndbredde. Men selv da var TCP-overførselshastigheden blandt de laveste i de fleste af mine test af 802.11ac-routerne (på nær på helt kort afstand i 802.11ac-netværket, hvor den vandt en delt førsteplads sammen med Belkin AC 1200 DB).
WZR-D1800H var som standard indstillet til channel bonding i 5 GHz-frekvensbåndet for at levere 80 MHz båndbredde i dette spektrum. Også her var den dog den langsomste eller næstlangsomste i de fleste test.
Benchmarking af ydelsen på 5 GHz 802.11ac
Til mine test anvendte jeg en bærbar fra AVADirect med en 2,5 GHz Intel Core i5-3210M-processor, 4 GB hukommelse og integreret et Intel Centrino Ultimate-N 6300-netværkskort. Ultimate-N 6300 kan sende og modtage tre samtidige strømme på hver 150 megabit per sekund (i alt 450 Mbps). De fleste trådløse netværkskort kan højest håndtere to (i alt 300 Mbps). Det gav mig al den båndbredde, jeg havde brug for til at evaluere routerens 802.11n-ydelse (på både 2,4- og 5 GHz-frekvensbåndet).
For at evaluere routerens 802.11ac-ydelse på 5 GHz-frekvensbåndet brugte jeg Buffalos trådløse netværksbro AirStation AC1300, som jeg tilsluttede computerens Ethernet-port. Mediebroen ligner forfra routeren til forveksling. Bagpå er der en gigabit-switch med fire LAN-porte men ingen WAN-port.
I forbindelse med testene placerede jeg klienten fem forskellige steder inden for og uden for mit hus på 260 kvadratmeter (afstandene til routeren angives i hvert af nedenstående diagrammer).
Jeg brugte open source-benchmarken IPERF (og den grafiske brugergrænseflade JPERF, der er designet til den). For at måle routerens downlink TCP-hastighed opsatte jeg min bærbare som server og brugte en stationær pc som klient tilsluttet routeren via Ethernet-kabel.
På kort rækkevidde med klienten inden for tre meter af routeren og i samme rum præsterede WZR-D1800H skuffende. Det lyder måske underligt at beskrive en TCP-overførselshastighed på 270 Mbps som skuffende, men routerne fra Asus og Netgear leverede overførselshastigheder i omegnen af 500 Mbps. Kun Belkin AC 1200 DB med sine blot to strømme præsterede dårligere end Buffalos router i denne test.
Som man kan se i diagrammet herunder, blev det ikke bedre af, at jeg flyttede klienten og den trådløse bro ud i køkkenet over seks meter fra routeren og med en enkelt væg imellem. Også her klarede WZR-D1800H sig kun bedre end routeren fra Belkin med en overførselshastighed på 269 Mbps sammenlignet med Netgears næsten 500 Mbps og Asus' imponerende 525 Mbps.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print