It-ekspertens Værktøjskasse
Med det rigtige værktøj kan du løse dine pc-problemer. Klik for større foto.
1. Brug ikke vold
Lad være med at slå din computer. Ja, det lyder måske tåbeligt, men det hjælper sjældent at give elektronikken en flad, når den ikke opfører sig ordentligt.

Og det kan virke fristende at blive aggressiv, hvis computeren pludselig stener eller fryser, mens du er i gang med en vigtig mail eller et dokument.

I stedet for at bruge en knyttet eller flad hånd til at sætte pc'en på plads så prøv genvejen CTRL+Alt+Delete (trykkes ned samtidig).

Dermed gives der adgang til Joblisten, og du kan se, hvilket program som der er problemer med.

Du kan lukke programmet fra Joblisten, og dermed slipper du i mange tilfælde for at genstarte computeren, da den herefter vil opføre sig normalt.

Det er dog ikke sikkert, at de seneste ændringer i dit dokument eller mail vil blive gemt. Men du kan i mange tilfælde få computeren ud af komaet uden at genstarte.

2. Få hjælp online
Hvis din pc opfører sig som et fjols og giver mærkelige fejlmeddelelser, er der hjælp at hente på nettet. Der er ofte nogen, som har haft præcist det samme problem som dig.

Derfor er det oplagt at bruge Google til at søge på en eventuel fejlmeddelelse, som Windows kaster i hovedet på dig.

Hvis det er en bestemt del af computeren, der er problemer med, som eksempelvis et softwareprogram, kan du prøve at kigge på producentens hjemmeside. Her finder du under Troubleshooting nogle af de typiske fejl og løsninger på problemerne.

Du kan dog også vælge selv at spørge om hjælp. Det kunne eksempelvis være på eksperten.dk, hvor kloge hoveder sidder klar til at hjælpe - helt gratis. Det kræver blot oprettelse af en brugerprofil.