Der kan hurtigt gå en halv weekend, før det hele er på plads som før, og du har foretaget alle de personlige småindstillinger i alt fra Word til spil.
Heldigvis er der en nem løsning, hvis du hurtigt og (næsten) smertefrit vil opgradere til en ny harddisk, fordi den gamle harddisk er sløv, eller din nye SSD er ved at være fyldt op.
Du skal blot klone din nuværende harddisk over på en ny.
Det er ikke sindssygt vanskeligt, selv om det kræver, at du holder skruetrækkeren lige i munden.
Vi har som illustration valgt at opgradere en cirka to år gammel Kingston SSD på 128 gigabyte til en ny og hurtigere udgave på 240 gigabyte ligeledes fra Kingston.
Den nye harddisk hedder SSDNow 200 V+ og har modelnummeret SVP200S37A/240G.
Tidligere har SSD'er været møgdyre, men de er efterhånden kommet ned i pris, og Kingstons harddisk på 240 gigabyte koster i skrivende stund omkring 1.300 kroner.
Hurtigere end din mekaniske fætter
Harddisken var egentlig målrettet virksomheder, men flere entusiaster og især computerspillere har kastet sig over denne udgave af Kingstons SSD, da den byder på høj ydelse til en fornuftig pris.
Du kan dog stadig få langt bedre lagerplads med en traditionel, mekanisk harddisk, som endda er billigere.
Til gengæld kan den på ingen måde slå en SSD, når det gælder hastighed. SSD'en har nemlig flashbaseret hukommelse og er derfor virkelig hurtig, når programmer skal afvikles.
Det svarer groft sagt til at gå fra at køre på en knoldet landevej i Polen til at fræse af sted på en motorvej i Tyskland på helt ny asfalt.
Med vores Kingston SSD fulgte kabler, skruer og kloningssoftware fra Acronis.
Det kan dog også købes separat, hvis du skal klone en harddisk fra en anden producent, og softwaren ikke følger med der. Der findes også gratis programmer som Clonezilla, der kan klare opgaven.
Vi har tidligere skrevet en guide til netop Clonezilla, der dog ikke er helt så brugervenligt som Acronis True Image HD.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print