Bærbare pc top
Nogen gange kan det føles som en umulig opgave at sørge for, at ens pc kører, som den skal. Windows er tilbøjelig til at opsamle alle mulige former for skrammel, som tiden går, hvilket kan ende med at gøre pc'en mærkbart langsommere eller i særligt alvorlige tilfælde nærmest gøre systemet ubrugeligt.

Ligegyldigt hvor påpasselig en bruger man er, så er det stort set umuligt at forhindre, at der efterlades skrotfiler, for eksempel fordi programmer og opdateringer ikke rydder ordentligt op efter sig.

Med jævnlig vedligeholdelse og en lille indsats er det dog muligt at holde Windows nogenlunde opryddet, så ydeevnen forbliver i top. Nogle af de ting, vi her kommer ind på, vil måske være velkendte for de mere it-kyndige Windows-brugere, men de følgende råd vil være ret nyttige for den almindelige bruger. Følger du disse råd, vil du kunne holde dit system opryddet, opdateret og bedre beskyttet mod potentielle trusler.

Opdatér, opdatér, opdatér
Der opdages hele tiden nye sårbarheder i Windows og i mange af de mest udbredte programmer. For at mindske risikoen for, at dit system kompromitteres, er det vigtigt, at du holder dit styresystem og alle dine installerede programmer opdateret.

Hvis Windows ikke i forvejen er indstillet til automatisk at installere nye opdateringer, så gør det med det samme ved at åbne Kontrolpanel og gå ind i System og sikkerhed. Her klikker du på Windows Update og vælger Skift indstillinger blandt mulighederne i venstre side.

Hvis du af en eller anden grund ønsker kun at søge efter opdateringer manuelt, så husk at gøre det hver uge. Microsoft udsender de fleste opdateringer anden tirsdag i hver måned, men hvis der opdages en tilstrækkelig alvorlig sårbarhed, vil Microsoft udsende en rettelse, så snart den er klar.

Det er også vigtigt at holde sin sikkerhedssoftware opdateret, så det digitale forsvar er så effektivt som muligt. Antivirusprogrammer og anden sikkerhedssoftware opdateres som regel automatisk mindst én gang dagligt (nogle søger efter opdateringer hver time), men hvis der er opstået et problem (eller hvis dit system allerede er inficeret), kan denne automatiske opdatering være slået fra. Kontrollér en gang i mellem om din sikkerhedssoftware er opdateret og slået til.

Også mange programmer og browsertilføjelser såsom Microsoft Office og Adobe Flash kan indeholde sårbarheder. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at alle dine programmer er opdateret. Ofte kan man søge efter opdateringer i et givet program under menupunktet Hjælp.