Nike ville ikke nøjes med almindelige LCD-skærme (Liquid Crystal Displays) til den nye ur-kollektion. LCD-skærme er nemlig flade og baseret på hårdt materiale såsom glas, så ure med LCD-skærme passer ikke godt om et håndled. Derfor har Nike samarbejdet med Seiko om at udvikle en ny slags LCD-skærm, der er baseret på fleksibelt plastic.

Resultatet er en skærm, der er bøjet efter hvordan et håndled ser ud. En anden fordel ved at bruge plastic i stedet for glas, er at skærmene er mindre følsomme overfor slag. Nike vil lancere to ure med de nye skærme, Triax Speed og Triax Stamina, i løbet af efteråret. Urene kommer til at koste 135 dollar for Triax Speed og 149 dollar for Stamina.

Andre firmaer er også i gang med at udvikle flade skærme med den nye teknologi, og der går formentlig ikke lang tid førend vi kan se flade skærme bøjet eksempelvis omkring en søjle.