At overclocke vil sige at få komponenter, typisk processorer, til at fungere ved højere clockfrekvenser, end de egentlig er beregnet til fra producentens side. Overclocking er et spørgsmål om at få højere ydelse ud af det pc-system, man har investeret i. Før man går i gang, bør man dog spørge sig selv om, hvor meget en stigning på nogle procent i ydelse egentlig betyder i forhold til det, man bruger sin pc til. Med andre ord: Hvis man benytter computeren til kontorapplikationer og internet-surfing, er det måske ikke besværet værd at overclocke.

Overclocking kan forøge processorens ydelse med ti procent eller mere. Alligevel foretages overclocking ikke så meget, fordi det virkelig betyder noget for forholdet mellem pris og ydelse, men nok nærmere fordi, det overhovedet kan lade sig gøre. Den intellektuelle udfordring kombineret med et øget kendskab til det edb-udstyr, man har med at gøre, er grund nok for mange overclockers.

Det er vel at mærke ikke risikofrit at overclocke. Man risikerer, at komponenter brænder sammen eller på anden måde ødelægges, og når komponenterne med fuldt overlæg er sat til at overskride sine specifikationer, dækker garantien ikke, hvis det går galt. I samme åndedrag skal siges, at overclocking ikke er for begyndere. Hvis man ikke har nogen anelse om, hvordan man nulstiller en BIOS, skal man slet ikke gå i gang. Man skal vide, hvordan en pc fungerer og tage sine fornuftige forholdsregler, når der overclockes. Gør man det, er risikoen for ødelagte komponenter til gengæld ikke alarmerende.