Det er der kommet mange grufulde websider ud af. Jakob Nielsen, den danskfødte brugefladeekspert, har udgivet en del bøger og andre tekster om emnet. De fleste brugerfladediskussioner har naturligt nok været ført i design- og udviklingsmiljøerne, og i disse fora kommer ideudvekslingen ofte meget nær på de aktuelle problemstillinger. Den slags diskussioner er vigtige nok, men det er næsten endnu vigtigere at træde et skridt tilbage, og se på de store sammenhænge.
Her har Jakob Nielsen nogle forudsætninger, som de fleste garvede designere ikke har. Han har professionelt beskæftiget sig med brugerfladedesign og brugerinteraktion i mange år, specielt i forbindelse med informationssystemer, også før webbet kom til verden. På den ene side kan man diskutere grænseflader med udgangspunkt i, hvad der virker naturligt, og hvad der virker som de rigtige ideer. Men der er stor forskel over til at undersøge, hvorledes disse grænseflader fungerer rent empirisk, ved at observere store grupper af brugere og deres interaktion med grænsefladerne.
Rank Xerox benyttede sådanne metoder til udviklingen af forløberen for de grafiske styresystemer, og Apple brugte ligeledes mange ressourcer på at undersøge brugeradfærd i forbindelse med udviklingen af firmaets trendsættende grænseflade.
Jakob Nielsen bygger sine råd på sådanne observationer, og det giver hans betragtninger større vægt og et bredere perspektiv.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print