Håndbøger kan være udmærkede, men de koster, og bøger har det med at forsvinde fra kontoret og hjem på kollegernes private hylder. Her kommer det belgiske website The Quick Reference Site ind i billedet.
The Quick Reference Site indeholder en hel del udviklingsmæssig dokumentation i form af PDF-filer, og hittet er sitets fortegnelse over Quick Reference Cards, eller referenceark på almindelig dansk. I modsætning til håndbøger er de helt gratis, og en anden fordel ved arkene er, at man kan printe et nyt, når det gamle er blevet for æseløret og kaffeplettet. Ikke særligt miljøvenligt, måske, men så kan man få aflad ved at slukke for sin skærm, før man går hjem fra kontoret fredag eftermiddag.
Et lille udsnit af VisiBone's gigantiske HTML- og CSS-referenceark. Det er mest læsbart på farveprint i A3-format, men sort-hvid går også.
Arkene er opdelt i kategorierne Web og XML, Delphi, Ada, C og C++, Perl, Linux og Unix samt UML. Indenfor første kategori skal VisiBone Web Designer's HTML Card fremhæves. Det er fire store ark, som skal printes ud i A3 - og gerne farve, hvis man har denne mulighed til rådighed. De fire ark opstiller HTML-elementer og CSS-egenskaber i HTML4.01 og XHTML1.0, og de er gode at have ved hånden, når man har glemt den præcise syntaks.
Et andet rigtigt godt ark i denne kategori er XSLT and XPath Quick Reference, som er en noget kompakt, men dækkende beskrivelse af elementerne i XML-transformeringssproget XSLT.
I denne kategori findes også et JSP Syntaks-ark fra Sun og en JSP Quick Reference fra Allaire.
I kategorierne C og C++ finder man kun to ark, som henholdsvist gennemgår ANSI C og C++'s Standard Template Library med gode eksempler på anvendelsen.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print