Som vi så i den første artikel om Java 2 Mobile Edition (J2ME) er der tale om en væsentlig mere kompliceret arkitektur end J2SE- og J2EE-platformene. Det skyldes, at det ikke er muligt at definere en fælles platform for de mobile enheder, da variationerne paradoksalt nok er langt større end hvad der gælder skrivebords- og servermiljøerne.

Java Community Process, som er den brancheorganisation, der varetager udviklingen af Java-platformen, løser dette problem ved at opdele J2ME i en række moduler, som adresserer forskelle i enhedernes evner og anvendelser.

Som gennemgået i sidste artikel består første lag i platformen af (indtil videre) to såkaldte konfigurationer, som groft sagt deler enhederne op efter deres hardware-mæssige formåen.

I næste lag, oven på konfigurationerne, findes profiler, som underdeler konfigurationerne i bestemte typer af anvendelser. Men der findes beslægtede profiler inden for begge konfigurationer. Lommmecomputere og mobiltelefoner er repræsenteret både i den lette konfiguration CLDC (Connected Limited Device Configuration) og den tykke konfiguration CDC (Connected Device Configuration).

De fleste profiler er endnu under udarbejdelse af Java Community Process, men profilen Mobile Information Device Profile (MIDP) er en færdig specifikation, som er rettet imod mobile informationsenheder. Det dækker over mobiltelefoner og lette lommecomputere.

MIDP adresserer områder som brugerflade, lagring, netværkstilgang og applikationernes livscyklus. MIDP er implementeret i en række enheder og styresystemer, og et MIDP-program kaldes en MIDlet.