Ministeriet gør det klart, at man gerne må kopiere en original cd eller dvd, hvis kopien er til personlig brug for husstanden. Originalen må gerne være lånt af en ven eller på biblioteket. Det er tilladt at afspille en lovlig kopi til en privat fest eller på arbejdspladsen.
Man må til gengæld ikke kopiere en kopi eller fremstille kopier af værker, man har hentet på nettet, hvis værkerne ikke er lagt ud med ophavsmandens samtykke. Man må heller ikke udlåne, bytte eller sælge kopier af cd'er eller dvd'er, og det er forbudt at sende musik eller film med e-mail, hvis værkerne er beskyttet af loven om ophavsret.
Det er der sådan set ikke noget nyt i. Til gengæld er det nyt, at man ikke må omgå kopispærringer for at fremstille digitale kopier. Hvis cd'er eller dvd'en er udstyret med en form for kopibeskyttelse, må den ikke kopieres, og det er blevet forbudt at udvikle eller distribuere software, hvis væsentligste formål er at omgå kopispærringer.
Hvis værket har foranstaltninger, der forhindrer eller besværliggør almindelig afspilning, må man gerne omgå disse foranstaltninger. Man må for eksempel gerne bryde krypteringen på en dvd-film, hvis det er nødvendigt for at se filmen på en Linux-maskinen, og man må gerne se stort på dvd'ens regionskode.
Det hører med til historien, at Infosoc-direktivet fra EU skulle være implementeret i den nationale lovgivning i EU-landene pr. 22. december 2002. Den 6. januar 2003 var det kun sket i Danmark og Grækenland.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print