duke
The Duke Watch: Armbåndsur og MP3 afspiller i én. Producenten arbejder på en Bluetooth udgave, der eliminerer ledningen til ørepropper.
Jo, vi har set dem før, disse ure med indbygget MP3 afspiller. Casio var blandt de første producenter, og det var i digitalurenes storhedstid.

Derfor var der i forvejen et display i uret, som kunne vise nummer og andre MP3 funktioner. Det er der ikke i The Duke Watch. Men hvis du blot vil kunne se, hvad klokken er og høre lidt MP3 musik uden at skulle slæbe rundt på flere dimser end nødvendigt, er dette MP3 ur faktisk et glimrende bud.

Uret leveres i en flot gaveæske med alt nødvendigt tilbehør. Selve uret er et forholdsvis enkelt analogt ikke vandtæt viserur i stålkasse med safirglas og stållænke. Det minder med sine fem knapper lidt om et sportsur, men det kan kun vise, hvad klokken er slået.

Der er hverken dato, alarm eller andre funktioner. Når uret alligevel vejer 110 gram og måler 4,5 centimeter i diameter, skyldes det alene bijobbet som MP3 afspiller.
Afspilleren har brug for noget mere strøm, end hvad et almindeligt knapbatteri kan levere, og The Duke Watch er forsynet med et genopladeligt batteri, der kan holde musikken spillende i ørepropperne i fulde ni timer.

Batteriet driver også selve urværket, og fortsætter med det i op til tre dage efter at MP3 funktionen er "stået af".
Når det er tid til genopladning, blinker en lille rød diode, og du slutter nu blot uret til computeren via et USB kabel eller til en lille medfølgende omformer.

Forbindelsen etableres gennem et lille 4 polet minijackstik på siden af uret. Dette stik bruges til overførsel af data og til de medfølgende ørepropper. Når ingen af disse dele er i brug, dækkes hullet af en lille metalprop, der er i lænke, så den ikke bliver væk.