fotoalbums photogaius
Photagious er en uhyre lækker fotodelingstjeneste, men desværre koster den penge. Når man har fået demonstreret funktioner i Photagious, er man dog fristet til at hive kreditkortet frem.
Der eksisterer mere end 100 fotodelingstjenester på nettet, så da vi satte os for at finde den bedste, var der lagt op til et betragteligt researcharbejde.

En optimal fotodelingstjeneste er efter vores betragtning gratis. Desuden tilbyder den permanent og ubegrænset lagring og download af fotos i deres originale størrelser.

Man skal desuden kunne oprette adskillige webalbums baseret på de uploadede billeder og sende invitationer til venner og bekendte om at besøge disse webalbums.

Selve præsentationen af webalbummet skal i den forbindelse helst foregå via et elegant slideshow, og det vil blive betragtet som et ekstra plus, hvis man får tilbudt at downloade software til fotostyring og upload af billeder samt mulighed for at bestille billeder på papir eller som andre fotogaver (her tænker vi på musemåtter, kaffekrus, fotobøger osv.)

13 ud af 100
For at frasortere størstedelen af de over 100 fotodelingstjenester der findes på nettet, fjernede vi først dem, der ikke var gratis. Nogle krævede abonnement, og andre krævede, at man købte udskrifter eller fotogaver mindst en gang om året.

Derefter fjernede vi dem, der ikke tilbød at oprette og dele webalbums på den måde, som vi ønskede det. Mange fotodelingstjenester har nemlig andre formål såsom gensidig fotokritik eller lagring af billeder til brug på eBay og lignende websider.

Endeligt fjernede vi dem, som ved første øjekast bare var for rudimentære og kedelige eller uprofessionelle, og til sidst stod vi med tretten fotodelingstjenester, der fortjente en dybere test.

Må det koste? Så prøv Photagious.com
Gratis fotodelingstjenester er sådan set bare en byttehandel. Som forbruger får man lov til at uploade sine digitalfotos til en virksomheds server, hvorfra man kan invitere sin venner til at kigge på udvalgte fotoserier. Til gengæld forbeholder virksomheden sig retten til annonceindtægterne på websiderne samt selvfølgelig indtægter fra udskrifter og fotogaver.

Det er en god byttehandel for begge parter; forbrugeren får en gratis webtjeneste, og virksomheden tjener penge. Alle er glade.

Den aller lækreste fotodelingstjeneste, vi fandt, var Photagious.com. Desværre er dette en betalingstjeneste, så den kunne ikke være med i testen, men ikke desto mindre anbefaler vi alle fotointeresserede i at lægge vejen forbi Photagious.

Imellemtiden vil vi, der helst ikke vil have penge op ad lommen, give os i kast med testens tretten gratis fotodelingstjenester. Der er nok at vælge imellem, og vinderen bliver et navn, vi alle kender.