Da brancheorganisationen Eicta lancerede HD ready-standarden i januar 2005, gik der ikke lang tid, før de fleste tv-producenter var hoppet med på vognen og havde sørget for, at deres produkter opfyldte kravene og kunne skilte med det nye logo.

Det er næsten umuligt at finde et fladskærms-tv på over 32 tommer, som ikke opfylder kravene i dag. Men nu er det full-HD-formatet, der gør sig gældende i nye hotte modeller, og da vi ikke har nogen specificeret standard i dette format, er det ikke let for en tv-køber at vide, hvad der gælder.

Forvirring om full-HD
Full-HD, eller "true"-HD, indebærer som regel, at tv'et formår at vise opløsningen i 1920 x 1080 pixels, hvilket naturligvis lyder godt på papiret. Både Blu-ray- og HD-DVD anvender denne opløsning, og en del HD-tv-udsendelser sendes ud i 1080i-formatet (1920 x 1080 interlaced).

Men kan du se nogen forskel mellem for eksempel 720p og 1080p på et tv i 40-46"-klassen? Næppe, medmindre du ikke sidder en halv meter fra skærmen og kigger på prøvebilleder.

Først når vi tager billedet op på en stor projektorskærm, eller alternativt et tv i den store klasse fra 65 tommer og op af, får vi en synlig virkning på normal se-afstand, under forudsætning af, at kildematerialet er optimalt.

Forskellen mellem 1080i og 1080p er desuden endnu mindre og ved film, der er gemt i Blu-ray- eller HD-DVD-format, er der normalt slet ingen.

Dette skyldes, at alle informationer alligevel afhænger af og gengives med fuld opløsning, medmindre tv'et svigter under deinterlacing-processen (når halve billeder flettes sammen til hele billeder, red.).