adobe cs3 launch
Adobe er ikke flove når de skal beskrive deres fortræffeligheder, og mange af deres produkter er da også i dag en naturlig del af grafiske arbejdspladser.
Adobe holdt torsdag den danske lancering af Adobe CS3-serien. PC World var med til eventen, der bød på en præsentation af nyhederne i de kendte programmer som billedprogrammet Photoshop, designprogrammet InDesign, billedarkivet Bridge og Illustrator. Alle programmerne får derfor fra andet kvartal 2007 et CS3 i enden af navnet, som en opgradering fra det foregående CS2.

Ifølge Adobes danske Business Developer Manager Peter Schaadt er der er tale om Adobes største lancering nogensinde. Det dækker over i alt seks nye pakkeløsninger, kaldet suites, og i alt 13 nye produkter. Alt sammen resultatet af de sidste to års arbejde.

Samtidig er lanceringen af CS3-serien, ifølge Adobe, også et resultat af sammenlægningen mellem Adobe og Macromedia, som Adobe købte for nogle år siden. I CS3 skulle de to produktgrupper således være integreret, med de fordele som det giver inden for særligt webproduktion.

Efter at PC World har tilbragt et par timer i mørket sammen med Adobes designere, så er vores indtryk positivt. Fælles for alle de nye versioner er at det er blevet nemmere at arbejde på tværs af dem. Således er der langt flere "træk-og-slip"-oplevelser på tværs af produkterne, særligt mellem Photoshop og InDesign.

Adobe siger selv at fokus er på arbejdsgangen og på at det er nemt at bruge, uden at der skal ledes efter funktionen i flere minutter. Derfor kan for eksempelvis Photoshop-filer flyttes rundt imellem de øvrige programmer med lagene intakt, uanset om det er en flash-præsentation du er ved at lave eller et blad til den lokale idrætklub.