Danske Google - legestue
Velkommen til Google-land. Det ligner til forveksling en børnehave med sjove og bløde stole i stærke farver, men det her er også legepladsen for medarbejderne hos Googles danske afdeling. Klik på billedet for at se det i en større version.
Lars Bak Google
Lars Bak er Site Lead hos Google i Danmark. Det kan groft oversættes til daglig leder, men takket være det flade hierarki i firmaet bruger han det meste af sin arbejdstid på at programmere og ikke på at kommandere rundt med de øvrige ansatte.
Det startede i en garage Google blev i grundlagt 1998 af Larry Page og Sergey Brin, mens de stadig studerede på Standford University. De to grundlæggere havde formentlig ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at søgemaskinen - som blev til i en vens garage i Menlo Park, Californien - på rekordtid ville blive en kæmpe forretning. Google har i dag cirka 10.000 medarbejdere, heraf arbejder 2.000 i Europa.
De fleste af os bruger den hver eneste dag, og uden den ville det være vanskeligere at finde interessante ting på nettet.

Det handler naturligvis om Google. Søgemaskinen med det simple design, som de seneste år er blevet en mastodont.

Og i dag er det ikke blot søgninger, Google byder på. Du kan både få mailkonto, online kontorprogrammer og værktøjer til webanalyse - kvit og frit.

Det er ikke så mærkeligt, hvis Microsoft skuler bittert mod opkomlingen, som med sin gratis-strategi efterhånden har fået et godt tag i netbrugerne.

De senere år har Google også spredt sig på verdenskortet med nye afdelinger i Japan, Australien, Indien og nu også Danmark, hvor søgegiganten har åbnet en forsknings- og udviklingsafdeling i Århus.

- Der er mange softwaretalenter i Danmark, og derfor er det naturligt for Google at åbne en afdeling her, fortæller den daglige leder af Googles danske afdeling, Lars Bak, da PC World møder ham i IT-Huset Katrineberg.

Valget faldt på Århus, da grundstammen af medarbejdere er fra lokalområdet. Samtidig forventer Lars Bak at få et godt samarbejde med Datalogistudiet på Århus Universitet, som ligger lige ved siden af.

Med tiden kan Google endda hverve nye talenter direkte fra uddannelsen.

Og det er formentlig ikke særlig svært at overtale udviklere og programmører til et liv i Google-land, for søgegiganten disker nemlig op med attraktiv lokkemad.