HP Photosmart 01
Med digitalkameraer og mobiltelefoner knipser vi fotos som aldrig før, men ofte ender billederne på harddisken i stedet for i fotoalbummet.

Det er nemlig ikke altid, at vi får sendt de nyeste pletskud til online fremkaldelse.

Desværre. For der er nu noget særligt over et godt, gammeldags foto på glinsende papir.

Derfor har HP med en decideret fotoprinter forsøgt at gøre det lettere for os at få vores billeder fremkaldt lynhurtigt, så vi slipper for at fremkalde online.

Photosmart A826 hedder maskinen, der er gemt i et sjovt æggeformet design. Det er i høj grad et spørgsmål om smag og behag, om man kan lide fotoprinterens udseende.

Vi synes nu godt om den lille "æggeskal", der er udstyret med en berøringsfølsom skærm på syv tommer.

Låget kan åbnes i toppen af printeren, når der skal lægges fotopapir i - den klarer formaterne 10x15 centimeter og 13x18 centimeter - og foran åbnes en printerbakke.