Når man vover sig tættere på dragen, opdager man, at den ikke bare er sort og sølvfarvet. Plast-kabinettet er pyntet med hvide linjer og kruseduller i et spraglet mønster. Materialet er plast, men det virker solidt. Overfladen er dog højglanspoleret i en grad, så man hurtigt får brug for en pudseklud.
Blank skærm til gråvejr
Skærmen er også af den blanke type, hvilket er godt for kontrast og farver. Men hvis man sidder med ryggen mod et vindue, ser man mest sig selv på skærmen, der ellers er særdeles lysstærk. Opløsningen på 1680 x 1050 giver masser af "Lebensraum" og mulighed for at have to dokumenter åbne side om side. Dvd-film står også forrygende flot.
Den store skærm er hængslet, så den nederste kant kan vippes frem over tastaturet. På den måde finder man lettere en bekvem position - både når man arbejder ved pc'en, og når man ser film fra lænestolen.
Indbygget tv-tuner
HDX har indbygget tv-modager - både analog og digital (dvb-t). Den medfølgende stueantenne er ikke altid tilstrækkelig, men for mange er det et stort plus, at man får et flad-tv med i købet. Endda med indbygget harddiskoptager, som giver de sædvanlige muligheder for at pause tv-udsendelser og se videre forskudt.
Man kan selvsagt også brænde filmene ned på dvd. Drevet har LightScribe, så man kan brænde titel og illustrationer ned i pladens overside. HDX kan også leveres med HD dvd-drev, men her kan det blive et problem, at skærmen ikke er klar til fuld HD (1080p).
Medie-forestillingen styres med den slanke fjernbetjening, der har sin faste plads i en fordybning til venstre for tastaturet. En smart detalje er, at fordybningen har sit eget infrarøde øje, så man også kan bruge fjernbetjeningen, mens den er parkeret i tastaturet.
Over skærmen sidder et webkamera, der kan vinkles en smule i det lodrette plan. Under skærmen finder vi en fingeraftrykslæser, så man kan logge sig på computeren med en hurtig fingerbevægelse.
Sensoren flankeres til begge sider af en række varmefølsomme felter, der er lagt ud som blåt lysende genvejsknapper. Her kan man blandt andet styre afspilningen, det trådløse net samt regulere klang og lydstyrke fra de fire kraftfulde Altec Lansing højttalere med tilhørende subwoofer i bunden.
Fint tastatur
Tastaturet klikker sprødt og præcist - med ultrakort vandring i tasterne, sådan som mange foretrækker det. Helt usædvanligt er her også blevet plads til et fuldt numerisk tastatur.
Som i tidligere HP-modeller er den varmefølsomme museplade forsænket i en lille bølgedal foran tastaturet. Det brede pegefelt korresponderer fint med skærmens format. Både pladen og det lodrette rullefelt til højre er beklædt med bittesmå fordybninger, så man let finder dem uden at tage øjnene fra skærmen.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print