3 hd videokamera test dec 07
Testens tre deltagere. Klik for større billede.
Sådan testede vi Ved testen lagde vi vægt på fire hovedområder:

1) Betjening af videokameraet.

2) Videokvaliteten ved optagelse i bedste HD-indstilling.

3) Fotokvaliteten ved fotografering med de bedst mulige indstillinger.

4) Softwaren og redigeringsfaciliteterne på pc'en.

Hver test kunne udløse mellem en og seks stjerner, og for at få den endelige vurdering lagde vi stjernerne sammen og dividerede med fire.
Jamen, jeg har ikke brug for harddisk Har du ikke brug for en stor harddisk i dit HD-kamera? Så kunne Panasonics HDC-SD5 været noget for dig. Det optager direkte på et SD-kort og er testet lige her: http://www.pcworld.dk/art/9149
Der er tre rigtig gode grunde til, at de tre videokameraer, vi tester her, slår ethvert lille miniDV-kamera.

For det første optager de i High Definition, så man får skarpere billeder.

For det andet optager de i 16:9 bredformat, hvilket er langt rarere for både øjnene og stuens fladskærm end det gamle 4:3-format.

For det tredje lagrer de videoen på harddisk i stedet for bånd, hvilket overflødiggør en masse skrøbelig mekanik samt hele den oldnordiske problematik med at spole og grabbe video. Man overfører blot sine videooptagelser til pc'en via et USB eller FireWire-kabel, og straks er man i gang med at redigere sin film.

Tre producenter er klar
JVC, Sony og Canon har alle harddisk-baserede High Definition bredformat videokameraer på det danske marked, og alle med et seriøst prisskilt påklistret. Priserne skal nok falde med tiden, men hvis man vil have de ypperste videooptagelser af ferien og familien i dag, er det disse modeller, man skal kigge på. Medmindre man køber professionelt udstyr, men det er en anden snak.

Stillet side ved side er de tre videokameraer meget identiske, og de leverer også meget sammenlignelige og flotte optagelser. Forskellene finder man i detaljerne, som vi kommer til om et øjeblik.

Lad os dog først gøre to ting helt klart:

1) Selv om man kan lave ret flotte optagelser med et digitalt miniDV-kamera, er der altså en tydelig kvalitetsforskel, når man får disse noget dyrere apparater stukket i hånden. Det er ikke bare teknik for teknikkens skyld.

2) Denne test er foretaget ud fra en almindelig brugers øjne tilsat lidt ekstra teknik (vi er jo PC World, så vi trykker på alle knapperne og nærstuderer softwaren). Er man professionel videofotograf eller virkelig entusiastisk amatør, vil man muligvis have meget præcise krav, og så bliver man altså nødt til at nærlæse kameraernes datalister.