Det vælter frem med onlinetjenester, hvor du kan redigere billeder, bruge tekstbehandling, holde styr på dine aftaler, oprette fotoalbums og meget mere.
Her er en guide til en række tjenester, der kan få dig til at forlade desktoppen og spare plads på harddisken. Og det hele er gratis.
Skrivebord og kontorprogrammer
En måde at begynde livet online på er med et webskrivebord - for eksempel ajaxWindows. Skrivebordet er udført i webkode, og ganske smart kan du logge ind på det fra alle computere. Med XML og JavaScript bliver browseren lavet om til et fuldskærms skrivebord med ikoner, startmenu, værktøjslinje, applikationsvinduer, widgets og så videre, og det hele ligger altså online.
Microsoft Office har længe været kontorpakkernes Godfather, men andre og mere fleksible muligheder har sneget sig ind på markedet - eller på nettet - for mange fungerer online, så du ikke behøver at installere dem på din pc. Nogle af de gode og gratis alternativer er Google Docs, Zoho og ThinkFree. Læs mere om dem her.
Webmail
Udbuddet af webmail vokser, og kapaciteten i de enkelte mailkonti bliver større. Windows Live Hotmail tilbyder fem gigabyte gratis plads at boltre sig på, Gmail er netop ved at opgradere pladsen, så du får over seks gigabyte plads, og så er der Yahoo! Mail, der tilbyder ubegrænset plads, så du ikke får problemer med de store vedhæftede filer i dine mails.
Du finder Hotmail her, Gmail her og Yahoo! Mail her.
Organisering
Smid din tunge Mayland-kalender i skraldespanden og brug en online kalender. I Googles kalender kan du oprette aftaler og notere begivenheder, få påmindelser og bruge Googles søgefunktion, hvis du skal finde en bestemt aftale.
Skal du have styr på en hel familie så klik ind på Famundo, der holder styr på hele familien online. Kalender, huskeliste, kontaktpersoner - der er det hele, og du og din familie kan planlægge fodboldtræning, indkøb i Bilka og din 40-års fødselsdag.
Hvis du bare vil lave indkøbssedlen til weekenden eller ønskesedlen til din fødselsdag online, så er Mojonote et godt og enkelt værktøj, der ikke tager al din tid.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print