Asus Eee PC er en lille, billig bærbar computer. Den adskiller sig fra andre billige bærbare computere ved at være meget lille og baseret på ældre teknologi. Den vejer lidt over 900 gram, skæmen er blot syv tommer, den har en gammel Intel Celeron M-processor, der kører blot 900 MHz og 512 megabyte RAM.
Der er hverken dvd-drev eller harddisk. Til gengæld har den en såkaldt SSD, altså en flash-disk, på fire gigabyte. Asus Eee PC kan ikke erstatte en almindelig computer, men er et oplagt supplement, når man er på farten. Den lille størrelse gør den nemt til at tage noter, surfe, sende mails, når man er til møder, forelæsninger, konferencer, i toget eller på et fly.
2. Hvilke tilslutninger har en Asus Eee PC?
Asus Eee PC er udstyret med de mest gængse tilslutningsmuligheder. Der er både almindeligt kablet 10/100 netværk, trådløst netværk (802.11b/g), tre USB 2.0-porte, en VGA-udgang og mikrofon/lydudgang. Der er også indbygget både højtaler og mikrofon samt et lille VGA-webcam, så man kan videochatte over Skype.
3. Hvornår kommer Asus Eee PC til Danmark - og hvad bliver prisen?
Se seneste meldinger fra Asus er, at EEE PC vil dukke op i Danmark i begyndelsen af april. Prisen ventes at blive omkring 2.500 kroner. Læs mere om lanceringen i Danmark her.
4. Kan man uden problemer købe Asus Eee PC i udlandet?
Både og. Vi har købt en Asus Eee PC i udlandet, og det giver lidt udfordringer. Først og fremmest får man besværligheder med garanti/reklamationsret. Dernæst er der nogle rent fysiske problemer, da man skal have fat i en adapter, før man kan lade maskinen op med et dansk strømstik. Sådan en adapter kan man købe i en isenkræmmer eller en elektronik-butik for en 50'er.
Endelig er maskinen ikke "for-dansket". Det betyder, at softwaren er på engelsk (den danske version vil have dansk software installeret), og der er ikke danske tegn på tastaturet. Kan man finde rundt i Linux, så kan man ændre tastatur-layoutet, så det svarer til det sædvanlige danske, hvor ÆØÅ sidder normalt.
5. Hvilke programmer er installeret på Asus Eee PC?
Asus Eee PC leveres med en særlig tilpasset version af Xandros. Derudover er der installeret en række open source-programmer, blandt andet Open Office, der er en fuld office-pakke med både tekstbehandler, regneark, præsentationsprogram og meget andet. Der er også installeret Firefox-browser samt en mailklient. Der er også en medieafspiller, der kan afspille de mest gængse lyd- og videoformater (for eksempelv DivX og XviD). Derudover er der en række småprogrammer som Skype. Der er også genveje til en række internet-tjenester, som er oplagte at bruge sammen med Eee PC, eksempelvis Googles mange gratis tjenester som Gmail.

Tip en ven
Nyhedsbrev
Print