LittleBigPlanet
Platformsspil har altid været konsollernes styrke, helt tilbage fra da undertegnede hoppede igennem Montezumas Revenge på Commodore 64. Bare hav lidt fart på, nogle gradvist sværere udfordringer og et nogenlunde logisk interface, så er successen hjemme.
Programmørerne bag LitteBigPlanet har dog ikke stillet sig tilfredse med den opskrift. I stedet har de sakset fra alle andre i genren for at skabe, hvad der indtil videre er højdepunktet inden for platformsspil.
I LittleBigPlanet styrer du derfor en lille sackboy igennem et syret univers af udfordringer, hvor der skal hoppes, gynges og løses små puzzles. I sig selv ikke særligt nyskabende, men det er til gengæld muligheden for at skifte udseende på sin figur, muligheden for at spille andre spilleres hjemmelavede baner og muligheden for at hoppe igennem universerne med andre spillere fra nær og fjern. Er du særligt kreativ kan du også klippe og klistre baner sammen, men det er ikke helt nemt at mestre umiddelbart.
De sociale faktorer samt de (uendeligt) mange baner fra andre spillere gør Little Big Planet til noget særligt - og så er grafikken, lyden og materialevalget også helt i top. Vi havde dog gerne set en lidt skarpere opdeling i det store online univers af baner, sådan at det var nemmere at finde for eksempel baner i sværhedsgrader, som matcher hele familien.
Læs mere om spillet her | Pris: Fra 330 kroner. Tjek aktuel pris på spillet her.
Motorstorm: Pacific Rift
Da Playstation 3 blev lanceret, var en titlerne, der fangede øjet, det originale Motorstorm. Og med to'eren er der ikke ændret på den grundlæggende formel, som handler om hæsblæsende ræs på vilde og vovede baner fyldt med store hop, afgrundsdybe kløfter og efterladte bilvrag.
Med Pacific Rift har grafikken, interfacet, banerne og køretøjerne alle fået et løft således, at det i dag fremstår som et noget andet spil. Det oprindelige element, som er upoleret racerløb hvor alle tricks gælder, er dog bevaret. Heldigvis, for mens fans af traditionelle Gran Turismo-spil vil rive sig i håret, så er Motorstorm: Pacific Rift direkte action fra start til slut.
Skal vi dryppe lidt malurt i bægeret, så kunne singleplayer-delen godt være foldet lidt mere ud. Som det er nu, er der tre løbstyper, som kombineres på de 16 baner - og for at låse en række køretøjer op skal samtlige løb vindes. Måske er denne anmelder bare ikke god nok, men det betød samtidig, at sværhedsgraden steg ret hurtigt - og at den samme bane gennemspilles igen og igen for at opnå at bedre resultat. Heldigvis kan de fleste elementer prøves frit i spillet uden for karriere-moden.
Læs mere om spillet her | Pris: Fra 440 kroner. Tjek aktuel pris på spillet her.
