Dark Void: Actionhelt med jetpack og maskingevær

Anmeldelse:
I det actionmættede sci-fi-adventure-spil 'Dark Void' trækker du ikke vejret i mange sekunder, før du bliver påbudt at trodse tyngekraften og spænde en jetpack på ryggen.

Det gør du i skoene på den forulykkede pilot Will, der er tvunget til at nødlande i den mystiske Bermuda-trekant, og ved samme lejlighed bør du lade maskingeværet og holde aftrækkerfingeren klar, for i paralleluniverset 'The Void' sker der skumle ting og sager.

Det myldrer med rumvæsener, der har til hensigt at invadere Jorden, og det er din opgave at stoppe de erobringslyste fjender.

Det sker fra klassisk tredjepersonsperspektiv, men udviklerne fra Airtight Games har alligevel en portion nyskabelse i ærmet.

Vilde krængemanøvrer
Det er nemlig din jetpack, der gør, at Dark Void opnår eksistensberettigelse. Eller - sagt mere præcist - den enorme bevægelsesfrihed i luften med dueller i hobetal.

Indledningsvist er det ret fedt at sende kavalkader af bly mod rumvæsenerne, alt imens du foretager nærmest umulige krængemanøvrer, så du ikke selv ender som en trist omgang mos på klippeformationerne under dig.

Dark Void er isoleret set charmerende, når du oplever denne vekselvirkning mellem landkamp, der til nød kan sammenlignes med klassisk Far Cry-action, og så luftduellerne, hvor vi nærmest fik den nostalgiske fornemmelse af, at vi morede os med noget fra en svunden tid med flyspillene i Ace Combat-serien.

Spillets centrale problem er imidlertid, at de episke proportioner er så forsvindende små, at de hurtigt drukner i den ubønhørlige mængde af intelligensforladt action.

Handlingen bliver langsommeligt opridset gennem små journaler, du opstøver på din færd, ligesom den øvrige historie berettes ved hjælp af korte mellemsekvenser.

Disse elementer ændrer dog ikke ved det kedelige faktum, at handlingen på intet tidspunkt formår at låse spillerens interesse fast i et jerngreb; dertil er den for uimponerende, intetsigende og ringe formidlet.

Ensformig action
For pædagogikkens skyld kan vi sammenligne Dark Void med en fattigmandsudgave af James Camerons prisvindende filmmesterværk 'Avatar' - strippet for dramaturgisk fortælleteknik, karakterindlevelse og med rendyrket fokus på hæsblæsende actionsekvenser.

Dark Void har med andre ord trods alt haft potentiale til at blive forsvarligt tidsfordriv uden behov for den store hjernecelleaktivering på spillersiden, men uheldigvis er den kunstige intelligens både dårlig og - til tider - decideret pinlig.

Derfor bliver det hurtigt en ensformig, grå oplevelse at likvidere fjender, for deres bevægelses- og angrebsmønstre er ganske enkelt alt for forudsigelige.

Vi ærgrer os ligeledes over, at spillet ikke indeholder en multiplayer-del. Det ville have haft potentiale til at sikre en større sjat value-for-money i spilæsken, men der er på et tidspunkt i udviklingsprocessen desværre truffet beslutning om at barbere denne del helt bort.

Middelmådig trods nyskabelse
Det er alt sammen en skam, for der er gode elementer gemt under Dark Voids futuristiske og velpolerede overflade.

Spillet fremstår imidlertid som et klokkeklart eksempel på, at det kræver mere end nye bevægelsesmuligheder at levere et helstøbt spil, som er i stand til at fastholde vores og din opmærksomhed i mere end 30 minutter ad gangen.

Problemet bliver bestemt ikke mindre væsentligt, når vi tager i betragtning, at hylderne i din lokale spilbiks bugner med titler af væsentligt højere kvalitet, der alle råber og skriger for at hugge tid og opmærksomhed.

Dark Void ender derfor med kun at være anbefalelsesværdigt til et flygtigt bekendtskab, hvor det trods alt har sine øjeblikke.

Til dette formål kan demoversionen fra Xbox Live Marketplace anbefales, og vi vil bestemt opfordre til, at du uanset hvad prøver kræfter med demoen, inden du hiver kreditkortet frem.

Det er desværre også ensbetydende med, at Dark Void må nøjes med karakteren tre ud af seks.