Darksiders
Udvikler: Vigil Games
Udgiver: THQ
Udlånt af: PAN Vision
Aldersmærkning: 18+
Testet til: Xbox 360 (fås også til PlayStation 3)
Pris: Set på nettet til 449 kroner
Karakter: 5/6
Udvikler: Vigil Games
Udgiver: THQ
Udlånt af: PAN Vision
Aldersmærkning: 18+
Testet til: Xbox 360 (fås også til PlayStation 3)
Pris: Set på nettet til 449 kroner
Karakter: 5/6
Du er én af Bibelens mest frygtede karakterer: Den røde rytter - bedre kendt som "Krig".
Sammen med de øvrige ryttere er det din fornemste opgave at afsige dom over menneskeheden, når Apokalypsen er nært forestående, hvilket blandt andet indebærer, at de skyldiges blod skal flyde i litervis.
Nogen helt ueffen status kan det altså ikke siges, at du har, men netop som du forbereder dig på den forestående domsafsigelse, går det langsomt op for dig, at der er noget råddent på færde.
"Hvor er mine medryttere?", tænker du, mens du flækker en blodtørstig dæmon fra Helvede på tværs.
Og der er i dén grad noget mistænkeligt involveret, for det viser sig, at du er blevet tilkaldt som den eneste - tilsyneladende uden indblanding fra det Overjordiske.
Balancen mellem godt og ondt er alvorligt skævvredet, og det er op til dig at optrevle mysteriet for dermed at rense dit eget omdømme.
Så er stilen sat, og enhver bibelhistoriker må rive sig i håret, for spillet byder på sin helt egen fantasifulde vinkel på Bibelens sidste afsnit, også kaldet Johannes' Åbenbaring eller Apokalypsen.
Grum tegneserie-streg
"Darksiders" er gennemsyret af, at én af mange tegneseriekenderes største idoler - Joe Madureira, der blandt andet har lagt streg til Marvel Comics' "X-Men" gennem halvfemserne - er skiftet til at skabe computerspil.
Med udgangspunkt i, at Jorden er på vej til at forgå, besidder spillet en særegen og fascinerende tegneserieagtig stil, som etablerer hack'n slash-spillet i en ypperlig visuel klasse.
Med dette afsæt gør det ikke så meget, at "Darksiders" spilteknisk ikke akkurat er nogen revolution. Ikke engang tæt på.
Vi har set langt det meste før, men det mareridtsfremkaldende spil samler de velkendte tråde og leverer en gedigen spiloplevelse med sjæl.
Adrenalinfremkaldende bosskampe
Efter at være blevet tiltalt for det, der på overfladen ligner et fejltrin af meget seriøse proportioner, bliver du resolut strippet for dine mest bombastiske superkræfter. Du er i begyndelsen blot en skygge af dig selv, men gennem spillet får du vigtige opgraderinger til våben og egenskaber i takt med, at du mestrer den ene vilde combo efter den anden.
Når du frem til et områdes højdepunkt, er det sikkert som amen i kirken, at du skal nedkæmpe en nedrig boss fra de absolut værste af Helvedes horder.
Det er et effektpumpet syn, der formår at imponere og rive én med hver eneste gang, hvilket overordnet er meget kendetegnende for "Darksiders".
Det bliver aldrig kedeligt, tværtimod, og selvom kameraføring og styring kan give anledning til et minimum af frustration en sjælden gang imellem, er "Darksiders" i dén grad en spilperle, du ikke bør snyde dig selv for.
