Spiltest: Frem med geigertæller, gasmaske og granater

Anmeldelse: Hvis du ikke kan komme i tanker om andre overlevelsesstrategier i det golde parallelunivers Zonen, der foregår i området omkring Tjernobyl, hvor ulykken i 1986 bombarderede hundredtusindvis med radioaktiv stråling, så husk for Guds skyld på gamle Darwins vise ord: "Survival of the fittest" - eller sagt på dansk: "Kun den stærkeste overlever".

I tilfældet Stalker: Call of Pripyat fristes vi dog til at bringe en mindre modifikation på banen: "Den mest kyniske Stalker overlever den radioaktive ødemark Zonen. Forudsat at en rabiesramt mutanthund ikke planter et sæt savldryppende tænder i dit kød først".

Stalker: Call of Pripyat er på mange måder et unikt computerspil - oplevet fra klassisk førstepersonsperspektiv - hvor du som den hemmelige ukrainske agent Major Degtyarev - i Stalker-forklædning - får som mission at kortlægge den dødsensfarlige ødemark Zonen.

De mystiske Stalkere er en samling af klaner, der typisk vandrer omkring i det gigantstore radioaktive område på egen hånd og gør alt lige fra at stjæle til at udøve voldshandlinger efter forgodtbefindende.

I rollen som Stalker konkurrerer du med computermodstanderne om at lokalisere vigtige genstande som eksempelvis våben; det sker dog på en yderst åben facon, ment som at det ofte er meget vagt angivet, hvad næste skridt egentlig er, hvilket desværre betyder, at du bruger meget tid på at drøne rundt på må og få.

Sarte nerver frabedes
Når man bevæger sig omkring i Zonen, er det visuelt meget nemt at se, at udviklerne har taget udgangspunkt i det ægte Tjernobyl-område. Men så stopper lighederne da også, for bidske væsener, der leder tankerne hen på en mareridtsagtig verden, har indtaget området.

Vi nævner i flæng Blodsugere, Pseudohunde og Stalkere i zombie-form...

Udover de sære væsener vrimler ødemarken ikke ligefrem med Stalkere - det er i sagens natur et ingenmandsland, hvor du løbende er tvunget til at være håndlanger for andre karakterer for blot at ytre et spinkelt håb om overlevelse.

Du får løbende mulighed for at foretage opgraderinger af våben og udstyr, men dér er grænserne også trukket for de rollespilsinspirerede elementer, der huserede i forgængeren.

Betragtelige frihedsgrader
Hvis du føler dig lokket af de store frihedsgrader i Call of Pripyat og samtidig kan skrive under på, at du som computerspiller har rigelige portioner tålmodighed, så er spillet måske lige noget for dig.

Andre vil føle frustrationen snige sig ind under huden, når man for syttende gang drøner på tværs af ødemarken uden at møde en sjæl.

Vi lod os rive med af universet, der trods de handlingsmæssige "huller" alligevel fremstår enormt gennemført og stemningspumpet - nærmest klaustrofobisk til trods for udsigten til kilometervis af radioaktiv ødemark.

Visuelt kan spillet prale med DirectX 11-understøttelse, selvom vi ikke rigtigt kunne se nogen større forskel på, om vi kørte DirectX 10.1 eller 11.

Stalker: Call of Pripyat er dog utvivlsomt en fryd for øjet, hvor især skiftet fra dag til nat og ligeledes fra solskin til tordenvejr narrer én til at tro, at man for en stund rent faktisk stavrer omkring i Zonen.