Test: Uhyggeligt gyserspil stjæler din nattesøvn

Anmeldelse: Du er den kendte amerikanske gyserforfatter Alan Wake, og det er normalt dit privilegium at tjene penge på andres skræk og spænding.

En enerverende skriveblokade bliver imidlertid begyndelsen på en årelang krise. Din agent, Barry, bliver mere nervøs for hver dag, der går, lige indtil din kone, Alice, foreslår et rekreativt ophold i den på overfladen idylliske by Bright Falls.

Et ophold i en gammeldags træhytte nær den smukke Cauldron Lake - med en skrivemaskine på loftsværelset - skulle gerne få lyrikken til igen at flyde i stride strømme.

Alting er dog langt fra, som det umiddelbart tager sig ud. Og uden at afsløre for meget her, kan vi lige så godt slå fast med det samme, at Alan Wake er en rejse ind i en mareridtsagtig verden, hvor grænserne mellem den fysiske verden - og gyserforfatterens forstyrrede sind - gradvist udviskes.

Mørkeleg
Alan Wake har været mere end fem år undervejs og er udviklet af finske Remedy, der i visse kredse har opnået nærmest kultstatus med Max Payne-spillene.

Den lange udviklingstid har dog ikke kun været af det gode, og spilpressen har i flere omgange betvivlet, om Remedys imponerende trailere overhovedet ville materialisere sig som spilbart slutprodukt.

Nu er spillet her så langt om længe - eksklusivt til Microsofts Xbox 360-konsol. Det, der oprindeligt var tænkt som et "sandkassespil", hvor spilleren kunne vandre omkring i Bright Falls og byens yderområder efter forgodtbefindende - er i stedet erstattet af et yderst lineært, filmisk spil, der gennemgående er særdeles scripted.

Designvalget har naturligvis både fordele og ulemper, men overordnet er det ensbetydende med en actionpumpet, koncentreret oplevelse, hvor fokus er lagt på kvalitet frem for kvantitet.

Alan Wake spilles fra et klassisk tredjepersonsperspektiv, og vi var især imponerede over den fine integration af lys og mørke i selve spillets gameplay.

Fjendegalleriet udgøres af de drabelige Takens, og som nætterne bliver længere, bliver mørkevæsnerne kun flere og mere grusomme.

Du får bedst has på de skumle skabninger, hvis du først penetrerer deres ydre lag med en stavlygte eller et nødblus - efterfulgt af en nådesløs dosis bly fra din rygende seksløber eller dit jagtgevær.

Hvis helbredet ryger helt i bund, bliver verdenen pludselig dunkel og sløret, og så skal du løbe hurtigere end Wilson Kipketer for at finde lys. Lyset holder mørkevæsnerne på afstand og lader dit helbredsbarometer skyde i vejret igen, og derfor kan en gadelygte hurtigt blive din nye bedste ven.

Vekselvirkningen mellem lys og mørke giver anledning til et imponerende visuelt udtryk og masser af tyk, koncentreret thriller-stemning.

Du får dog ikke samme adrenalinpumpende uhygge, som nærmest er blevet varemærket for spil som Silent Hill- og Resident Evil-serierne, hvor en zombie pludselig springer ud af skabet og griber dig i struben.

Alan Wake gør i stedet en glimrende indsats for at fastholde dig i en mere permanent tilstand af uhygge - ikke mindst i kraft af de manuskriptsider, du finder undervejs, som giver dig nyttige informationer, men samtidig er med til at udviske grænsen mellem virkelighed og fantasi.

Det imponerer ligeledes, at Remedy har fundet plads til detaljer såsom indlevende radio- og tv-udsendelser. Hvor ofte har du lige brugt ti minutter på at se en tv-udsendelse i et konsolspil?

Vi tog eksempelvis os selv i at se en skummel udsendelse om forskning i alternative virkeligheder, som på ingen måde kan siges at være sundt for hverken nerver eller nattesøvn...

Uhyggen bliver bestemt heller ikke mindre af, at Alan Wake er opdelt i en række episoder.

Efter at have gennemspillet en episode får du en opsummering serveret i form af en velkomponeret filmsekvens, hvorefter du er klar til næste kapitel.

Et overbevisende stemmeskuespil samt et soundtrack, der er en Hollywoodfilm værdig, er med til at trække oplevelsen pænt op - og en overgang glemmer vi faktisk, at der ikke er frygteligt meget at komme efter, når de godt og vel 12 timers uhygge er gennemspillet.

Stephen King-gyser
Til trods for, at spillet på mange måder er særdeles gennemarbejdet - blandt andet med meget flotte og velfungerende mellemsekvenser - er der også små kritikpunkter.

Spillet har været længe undervejs, og det er øjensynligt medvirkende til, at Alan Wake ikke er den store grafiske revolution.

Teksturerne forekommer os en anelse grovkornede, men førnævnte vekselvirkning mellem lys og mørke trækker det visuelle udtryk op over middelmådigheden.

Et irriterende element er desuden Alan Wakes fysiske præstation. Vi er godt klar over, at en gyserforfatters kondition nok ikke er på niveau med den, Max Payne lægger for dagen, men Wake har svært ved at spurte selv over korte distancer, hvilket kan være noget så enerverende, når man forsøger at undslippe en frådende flok Takens og befinder sig ganske få meter fra en helbredende lyskegle.

I sin helhed gør spillet imidlertid så meget godt, at man hurtigt ser gennem fingre med, at alt ikke er perfekt.

Vi synes bestemt, at Alan Wake er en anbefaling værdig for de Xbox 360-ejere, der har nerver af stål, og vi sætter pris på Remedys gennemførte dramaturgiske fortælleteknik.

Alan Wake er konsolspillenes bud på en forrygende Stephen King-gyser, og vi venter allerede spændt på en potentiel efterfølger.

Game Pro vender derfor tommelfingeren op og trækker karakteren fem ud af seks op af godteposen, mens vi krydser fingre for, at vores nattesøvn snart vender uforstyrret tilbage.