I takt med at digitalfoto har overtaget den fototekniske udvikling, har også Ilford omlagt deres udvikling og produktion i samme retning.
I forvejen besad Ilford en omfattende ekspertise inden for papir, så hvorfor ikke anvende denne ved udvikling af nye medier til produktion af inkjetbaserede fotos?
Det er der nu kommet de første resultater ud af, og Galerie Gold Fibre Silk er et fotopapir til inkjetanvendelse baseret på Ilfords traditionelle barium sulfat (baryta) base.
Baryta-basen giver fotos med høj skarphed, udvidet tonalt omfang og nogle aldeles glimrende arkivegenskaber, der ikke blot vil tiltale professionelle fotografer - for hvem dette papir i første omgang er tiltænkt - men bestemt også den passionerede amatørfotograf med en god fotoprinter.
I de glade filmdage var Ilfords baryta-papir berømt for sin evne til at forstærke overfladens effekter og reproducere en lækkert kremet hvid og fløjlsblød sort.
Det nye Galerie Gold Fibre Silk egner sig især til sort/hvid reproduktion, men er også velegnet til farvegengivelse.
Papiret er forsynet med et specielt baggrundslag, der betyder, at papiret ikke har tendens til at krølle efter udskrift.
De specielle effekter, som det var muligt at opnå med sølvhalidteknologien i form af varme eller kolde toner, kan også gengives med Ilfords nye fotopapir.
Det gøres digitalt ved hjælp af en række tilpassede ICC-profiler med tilhørende filterfaktorer, som gratis kan downloades fra Ilfords hjemmeside på www.ilford.com. Toningerne spænder over standard sort/hvid, varm tone, kold tone, over sepia, guld og selen til blå.
