Men med at par tricks kan din side blive læst væsentligt flere gange end hidtil. Vi har samlet et par tips her, men kommentarfeltet nedenfor er åbent for endnu flere gode forslag.
1. Lav reklame for din hjemmeside.
Brugerstudier viser ofte, at de fleste folk følger omkring syv hjemmesider tæt. Der skal med andre ord en del til, for at de flytter opmærksomheden til en ny side.
På den anden side er langt de fleste parate til at klikke på et link fra venner eller bekendte - eller et link, som dukker op i en relevant sammenhæng. Sørg derfor for at kommentere på andres blogs, hjemmesider og relevante fora. En mulighed er for eksempel Hardware Watch.
2. Husk RSS og/eller nyhedsbrev.
Det er svært at overskue opdateringerne på alle nettets spændende hjemmesider. RSS (se forklaring her) eller nyhedsbreve er derfor en stor hjælp. Sørg for at din hjemmeside har enten det ene eller det andet - eller begge dele. De fleste gratis indholdssystemer (se artiklen om de bedste her) laver RSS-feeds automatisk, og der findes flere gratis tjenester til nyhedsbreve.
3. Brug penge på Googles Adwords.
Hvis du har lidt på kistebunden, kan det betale sig at reklamere lidt via Googles Adwords-tjeneste. Her kan du indsætte det beløb, som du vil bruge, og derefter beslutte i forbindelse med hvilke søgeord, din reklame skal vises. Brugervenlighedsstudier viser, at søge-relaterede reklamer er noget af det, som virker allerbedst på nettet.
4. Optimer din side til søgemaskiner.
Søgemaskiner skaber en god trafik til din side. Men det kan være svært at gennemskue, hvad Google kan lide og ikke lide. Derfor er der opstået en hel underskov af firmaer, som specialiserer sig i Search Engine Optimization eller blot SEO. Der findes også en del plugins til indholdssystemer, hvor specielt Alt-i-en-SEO på dansk, til det gratis WordPress, skal fremhæves.
5. Indhold er afgørende.
Mens det er fint at skaffe læsere gennem links og søgemaskiner, så er det nu engang meget nemmere at fastholde de eksisterende læsere. Sørg derfor for, at din side er opdateret, velskrevet, vedkommende og uden for mange stavefejl. På PC World blev vi den største it-side ved at skrive bedre historier ikke ved at redesigne siden konstant eller bestikke Google
Har du andre tips til at blive set og hørt, så er det nu, du skal dele hemmelighederne med os andre i kommentarfeltet nedenfor.
